Af Hanne Feldthus, planner og brandingekspert

Klumme: Det er svært at tro på, at bureauchefen fyrer sit største talent, selvom talentet har krænket en kvindelig ansat. Hanne Feldthus analyserer dilemmaerne i me too-debatten.

I disse dage står mediecheferne i kø med tilkendegivelser om åbne døre, nultolerance og forestående kulturændringer.

De kom godt nok lidt sent fra start efter Sofie Lindes anklager mod den store tv-kanon. Det var jo 12 år siden, og meget var sket, mente de, hvorefter de gav sig til at ærgre sig over, at Sofie linde ikke satte navn på, for det var alt for galt, at alle mandlige tv-kanoner på DR sådan kom under anklage. Evnen til at tale udenom fejlede ikke noget.

Det var før alverdens mediekvinder kom ud af busken med underskrifter og beretninger om lignende tildragelser. Nogle af dem nylige.

Gud, ved hvordan det står til på bureauerne nu om dage? Før i tiden var det i hvert fald ikke kønt og mindede i betænkelig grad om, hvad vi hører fra mediekvinderne.

Mon ikke de fleste arbejdspladser har brug for en kulturændring på det punkt, men for at en kulturændring rent faktisk kan ske, er vi nødt til at forstå, hvorfor vi ikke sagde fra dengang, og hvorfor unge kvinder ikke siger fra i dag.

Alle er enige om, at der er tale om magtmisbrug i asymmetriske forhold, som det hedder nu om stunder. Det lyder jo lige ud af landevejen, men det er det ikke.

Lad os se på det asymmetriske forhold i vores egen verden. Det kan være, at krænkeren er bureauets største kreative talent, eller den bedst indtjenende kontaktdirektør. Det kan være, at krænkeren spiller tennis med bureauchefen, eller at deres børn går i samme børnehave. Måske bor de på samme vej og hygger sig med grillaftener og vejfester i fritiden.

Det kræver sin kvinde at gå til chefen med anklager mod en af bureauets uundværlige talenter eller chefens gode ven. Det bliver ikke nemmere, hvis man er nyansat assistent eller praktikant og endelig har fået foden indenfor på et eftertragtet bureau.

Det er hele humlen i et asymmetrisk forhold. HAN er vigtigere for bureauet end hende den nye pige, som stadig har til gode at vise sit værd. Når den krænkede, unge kvinde sidder hjemme i sofaen og slikker sine sår og overvejer sine muligheder, er det svært at komme frem til andet end, at det nok er klogest at holde sin kæft.

Det er i hvert fald svært at tro på, at bureauchefen smider sit kreative talent eller pengemaskinen af en kontaktchef på porten. Chefen risikerer jo, at deres kunder forsvinder med dem, og bruttoavancen falder. Det kan dreje sig om mange penge, hvilket sikkert ikke vil falde i god jord hos kollegaerne, som skal stramme snørebåndene for at indhente det tabte.

Hvis krænkeren ikke bliver smidt på porten, men blot får en reprimande, står den unge kvinde i den helt uoverskuelige situation at skulle møde HAM hver dag. Det kan der kun komme dårlig stemning ud af, og det bliver man heller ikke populær på hos kollegaerne.

Der er således kun gode grunde til at bide det i sig, hvis man vil beholde sit job og have en chance for at komme til at gøre karriere.

I bureaubranchen var det – i hvert fald engang – tilmed ikke udelukket, at det var topcheferne selv, der var den krænkende part, og så har man slet ingen steder at gå hen andet end mod hoveddøren med sit gode tøj under armen.

Det er derfor min påstand, at det ikke er nok at tilkendegive åbne døre og nultolerance, for hvis krænkeren er en stor kanon, er der alt for meget på spil til, at det er troværdigt. Det ved de store kanoner godt. Og det ved de nye piger i klassen også godt.

Så hvad gør man ved det? Det er et spørgsmålet til en million dollars. Vi kan ikke komme af med de asymmetriske forhold, der vil altid være nogen, som er vigtigere for bureauet end andre. Ligesom der er tv-værter, som trækker større seertal end andre. Salgschefer der skaber større salg. Forskere der er mere banebrydende og så videre og så videre. Verden drives fremad af store kanoner.

Det, jeg ved, er, at vi kan ikke klandre kvinderne for ikke at stå frem, de risikerer at blive brandmærkede og miste deres job. Mit håb er, at alle de velmenende og magtfulde chefer, som lufter deres gode intentioner bliver mødt med kritiske spørgsmål fra både journaliststanden og deres kvindelige ansatte.

Lad os få de konkrete dilemmaer på bordet, før kommer der i hvert fald ikke til at ske noget.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club