Som tekstforfatter med ord på samvittigheden kan den nye ChatGPT tekstrobot godt træde én lidt over de selvhøjtidelige tæer. Ikke fordi der er noget galt med ny teknologi, uha nej, touch my tra la la, for hvis vi ikke omfavner teknologien, så er vi boomere eller noget, der for de unge er endnu værre. Så meget for dem, altså ungdommen, som med Klaus Rifbjergs ord fortæller en væsentlig indsigt, for ungdommen er, sagde han, ironisk nok, ikke for nybegyndere.
Ja, alt er langt mere kompliceret, end man tror som ung, og den eneste måde at lære det på, er gennem erfaring. Og det handler hele processen at blive voksen om, som Sørine Gotfredsen fortalte så kløgtigt i sidste uge i Berlingeren.
Håndskriften er ved at forsvinde, det samme er papir og blyant. Med podcast og e-bøger har læsning og stavning det heller ikke for godt, alle har dippedutter i ørerne og sig selv langt inde i egen navle, og når det nu kommer til skriften på væggen, så behøver vi heller ikke tænke selv og skrive, hvad vi tænker.
Velkommen til den nye tekst- og chatrobot. Den blev frigivet i november, og især de unge bruger den til at skrive kærlighedsbreve, poesi, fiktion og universitetsopgaver. Snyd og humbug, det er tomhedens begejstring, hvor dovenskaben og middelmådigheden holder fanen højt. Hvad sker der med fantasien, det skæve, det uforudsigelige, det irrationelle, nysgerrigheden, den ubekendte?
Alt det skal nok overleve hos dem, der evner tekstforfatteriet. For chatrobotten er ikke fjenden, det er middelmådigheden derimod. Hvilken glæde er der ved at skrive et kærlighedsbrev til sin elskede, som chatrobotten har forfattet? Eller specialet til kandidatgraden, der kvalificerer én til at blive jurist, filolog eller forfatter? Til sidst aner vi ikke, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og menneskene, deres tanker, erfaringer og det, de har skabt, bliver uforståelige skygger på væggen.
Det har universiteter og flere professorer på tværs af staterne i USA taget konsekvensen af. Som en realtidskamp mod den nye teknologi er mange begyndt at redefinere deres undervisning med flere mundtlige eksaminer, håndskrevne prøver og opgaver, ja, og noget så utraditionelt og gammeldags som gruppearbejde i et land, som i årtier har hyldet den individuelles afkrydsning i et 3-svars-multiple-choice-skema.
Mange tak, burde vi alle klappe højt i kor. For det handler ikke om hvorvidt en tekstrobot kan skubbe de middelmådige tekstforfatterne ned i grøften, dérned, hvor de alligevel hører hjemme, men om vores forståelse af mennesket og livets muligheder.
