Af Jens F. Kofoed, adm. dir., First Chair

DSB First skandalen: Selve selskabskonstruktionen kan være det reelle problem, og derfor er det en sag, der er svær at styre i medierne.

Det er svært at afgøre om, man skal grine eller græde, når man ser, hvordan DSB-sagen udvikler sig dag for dag. De udenlandske konkurrenter cirkler allerede som gribbe omkring den døende virksomhed, DSB First, som næppe får lov til at leve videre.

Mange eksperter har efter krisens indtræden gjort opmærksom på den håbløse konstruktion, hvor det har været alt for let for “storebror” at sende statskroner over i den private “lillebrors” kasse.

Endnu engang må kommunikationsrådgiveren undre sig over, at grundregel nummer 1 i crisis prevention manualen er blevet overtrådt: Dårlige – og her måske endda ulovlige – handlinger afføder dårlige kommunikationsbetingelser. Nu handler det ikke om retfærdighed eller nuancerede holdninger, og det nytter ikke at skyde på medierne.

Det er de dårlige handlinger, der har sat en lavine i gang, og når den først ruller, så kræver den sine ofre.

Og på den måde kan sagen om DSB First føje sig til den endeløse kæde af historier om, hvordan selv den bedste kommunikationsrådgiver ikke kan redde hovedpersonerne ud af en selvskabt suppedas. Kommunikationsrådgiveren kan i bedste fald mildne skaderne.

Ligesom firbenet kaster sin hale i et forsøg på at tilfredsstille sin forfølger, har DSB ofret tidligere direktør Søren Eriksen. Men kritikerne har efter at have “snuset” til Eriksen ikke stillet sig tilfreds med dette offer.

Næste offer bliver utvivlsomt bestyrelsesformand Mogens Granborg, som får sværere og sværere ved at bedyre sin uskyld i takt med, at det ene belastende indicium om hans rolle i sagen blotlægges efter det andet.

For uanset hvordan han vender og drejer sagen, har han fejlet. Enten ved ikke at vide, hvad der er sket i den virksomhed, han er bestyrelsesformand for eller også ved – i modstrid med hans udsagn – at have været vidende om de ulovligheder, der har fundet sted.

I forbindelse med første scenarie, kan man undre sig over, at Mogens Granborg har valgt at sidde de advarsler overhørig, som han fik af ekspert i EU-ret Peter Vesterdorf for omkring et års tid siden. Bedste råd herfra til Mogens Granborg er derfor at forlade den synkende skude så hurtigt som muligt for at foregribe den uafvendelige konsekvens af hans undladelsessynder.

Det giver mindelser om en anden skandalesag. Anders Knutzen klyngede sig først til posten som bestyrelsesformand forCBS i forbindelse med CBS/SIMI sagen, men fandt ret hurtigt ud af, at det var bedre at bevare initiativet ved selv at gå, inden han måtte lide den ydmygende tort at blive fyret.

Grundstoffet i DSB First sagen er et spørgsmål om, det er selve selskabskonstruktionen, den er gal med. Den ene vinkel er at tale om en ledelse, der ikke har evnet at holde sig på dydens smalle sti i forbindelse med diverse licitationer, hvor ønsket om at vinde har fristet svage sjæle til at snyde på vægten.

Men flere eksperter peger på, at selskabskonstruktionen er umulig at leve med i praksis, fordi den kræver en næsten overmenneskelig moral at forvalte. På den ene side et politisk pres om at vinde licitationer og på anden side en mulighed for at tage offentlige og dermed uretmæssige midler i anvendelse, som kan få virksomheden til at vinde.

Umiddelbart efter at sagen landede på transportminister Hans Christian Schmidts bord, må man formode, at denne har gjort sig nogle tanker om, hvordan sagen kan løses – politisk, økonomisk, juridisk og i forhold til medierne.

Umiddelbart ville det ud fra en kommunikationsmæssig betragtning være fristende at lade DSB First gå konkurs og derefter få andre transportvirksomheder til at overtage driften – så hurtigt som muligt. Det ville tilsyneladende i pressemæssig henseende være den bedst tænkelige måde at lukke historien ned på.

At der så ville forestå en mere akademisk og principiel diskussion om cross-over konstruktioner mellem offentlig og private virksomheder, er en anden snak. Den diskussion kunne man så bekvemt lade foregå i lukkede fora. I værste fald ville et enkelt eller to hårdnakkede medier måske være interesserede i at følge sagen til dørs, men man kunne så til gengæld forvente, at det var medier, der ville være indstillede på at give sagen en dybere og saglig behandling.

Omvendt står der så store interesser og penge på spil, at en dreven minister næppe vil ty til den “lette” løsning, og dermed undlade en mere tilbundsgående analyse af regnskaber og sagsforløbet. Også fordi den “lette” løsning i sig selv kunne påkalde sig mistanke: Hvorfor nu dette hastværk? Har ministeren selv noget at skjule?

Så også på den måde kan man sige, at lavinen er sat i skred og ikke kan stoppes, før sagen er fuldstændig kulegravet.

I virkelighedens verden vil den “lette” løsning være ikke-eksisterende. Ministeren bliver nødt til at vælge den tidskrævende og saglige fremgangsmåde, hvor hver sten i sagen vendes, hvilket i værste fald vil medføre en føljeton i medierne. Hermed kan sagen udvikle sig til at være en hver kommunikationsrådgivers mareridt. Føljetoner huskes i årevis og gøres til cases på højere læreanstalter og er i det hele taget meget ubehagelige for en minister, hvis taburet meget let kan komme i spil.

Specielt i en periode, hvor et folketingsvalg er lige rundt om hjørnet, kan en sag som denne bruges af oppositionen og af journalister.

For transportminister Hans Christian Schmidt gælder det nu om at virke så ansvarlig og løsningsorienteret som mulig og dermed være mindst et skridt foran både medier og kritiske kolleger i Folketingets transportråd.

Han skal for alt i verden bevare initiativet og undgå at lave formelle fejl i forhold til EU-Kommissionen og de danske myndigheder. Spørgsmålet er så om hans “råstof” til god kommunikation er intakt, eller om han også er belastet af sagen.

Lavinen er sat i skred , og det er vanskeligt at forudse, hvor meget den får revet med sig. Mogens Granborg er for længst hvirvlet ind i den, og Hans Christian Schmidt kan som sagt heller ikke vide sig sikker.

Det sidste offer er ikke fundet endnu, og måske vil tiden vise, at Søren Eriksen blot var for svag til at sige fra over for en vanvittig mudret selskabskonstruktion.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club