Mandag den 9. januar døde Gorm Larsen.
Og reklamebranchen mistede et af de fornemste forbilleder, når det handler om kreativitet.
Gorm hvem? Kan jeg allerede høre den mere historieløse del af branchen spørge.
Men hvis jeg nu siger Mad Men. Don Draper.
Så ved I måske, hvad jeg taler om.
Gorm Larsen
Gorm var noget særligt.
Allerede i starten af 70’erne var han forkæmper for den kreative revolution, hvor folk som Bernbach, George Lois og alle de andre havde vendt den amerikanske reklameverden på hovedet. Vi var – som vanligt – bare lidt længere om at opfatte det herhjemme. Men Gorm havde set lyset. Og han lod det skinne som kreativ direktør på et af datidens mest vilde og mest kreative bureauer: Lund & Lommer i Albertslund af alle steder.
Alle drømte om at komme på Lund & Lommer. Eller Bergsøe. Der var kun de to muligheder.
I 1973 ansatte Gorm mig på Lund & Lommer og det blev sparket i den rigtige retning.
Det var her, jeg lærte hvordan god, stærk, nærværende reklame blev til.
Vi knoklede til langt ud på aftenen. Og det var så på det tidspunkt, Gorm forlod sit direktørkontor med lædermøbler og kom slentrende ned ad gangen, for lige at se, hvad vi var nået frem til. Han bad en eller anden om at hente nogle øl og så kiggede han på alle vores skitser på væggen. Og det var jo pisseirriterende, når han hev det meste ned af væggen, så der kun hang to, tre ideer tilbage. Og det var endnu mere irriterende, når han kom med forslag til en overskrift, der var skarpere eller en ændring i layoutet, der vendte det hele om.
For han havde jo ret.
Det blev bedre. Stærkere. Endnu mere kreativt.
Et par år efter forlod jeg Lund & Lommer. Rustet til tænderne.
Og det gjorde Gorm også.
For at starte sit eget bureau. Gorm Larsen & Partners.
I starten med et amerikansk bureau i ryggen. Men det blev han hurtig træt af, så han købte sit eget bureau tilbage fra amerikanerne. Det er der vist ikke nogen, der har gjort hverken før eller siden.
Og så var det Gorm og jeg stødte ind i hinanden igen.
Denne gang ikke for at arbejde sammen – men side om side.
Han havde nemlig en ide om at starte nye, spændende bureauer op, ved siden af sit eget.
Et af dem han startede op, blev til Courage. Et temmelig vildt og temmelig modigt reklamebureau.
Hvor jeg selv havde fornøjelsen af at være kreativ direktør og medejer i otte fantastiske år.
Og til alle jer unge – der forhåbentlig stadig læser med – og som ser frem til næste CCA arrangement:
Det var Gorm Larsen, der startede Creative Circle.
Han gjorde det, fordi han syntes at branchen manglede en forening, der både hyldede og drev kreativiteten fremad og opad.
Han vidste naturligvis, at der i USA var en Art Directors Club ligesom der i Storbritannien var en D&AD – så hvorfor havde vi ikke noget tilsvarende herhjemme?
Og typisk Gorm, tog han ordet ved et eller andet branchearrangement, hvor vi alligevel var en del kreative direktører samlet.
”Kan vi ikke lige mødes bagefter – jeg vil lige snakke med jer om noget…”
Det gjorde vi – og sådan startede det. Med Gorm selv som formand.
”Men jeg vil kun være det det første år. Så må I selv finde ud af det bagefter!”
Sådan var Gorm Larsen.
En kreativ drivkraft. En visionær forretningsmand og – ikke at forglemme – en hamrende dygtig håndværker.
Men han var også noget andet:
Gorm var en gentleman. En hædersmand.
Jeg tror, vi er mange, der stadig husker en uventet hilsen fra Gorm på vores fødselsdag.
Eller en buket blomster fra Gorm.
Personligt husker jeg, at han havde et Polaroid billede af min kone og vores nyfødte søn hængende på sin opslagstavle i samtlige år, jeg arbejdede på Courage.
Et billede vi havde sendt ham som tak for den (selvfølgelig) smukke mor-barn buket, der ankom på Gentofte Hospital umiddelbart efter fødslen.
Sådan var Gorm nemlig også.
Han sørgede for sine drenge og piger. Og han glædede sig på deres vegne.
Ligesom han altid havde svært ved at skjule sin kærlighed til sin familie.
Mine tanker går i disse svære dage til Jytte, Tine og familien.
Gorm – du har betydet alt for min vej ind i branchen.
Du gav mig – og rigtig mange andre – chancen for at udleve drømmen.
Vi er mange, der skylder dig alt.
Alle os fra dengang hvor ”reklame var det sjoveste, man kunne lave med tøj på”, som du ofte sagde ud på de små timer, når deadline nærmede sig og spritpennene var tegnet tørre.
Ære være Gorm Larsens minde.
