Rapportering om bæredygtighed uden substans er ikke godt, og der findes i øvrigt et udtryk for det. Det hedder greenwashing, som nogle forveksler med historiefortælling. Med CSRD-direktivet er substansen sikret i form af en enorm mængde datapunkter og en revisorerklæring. Her er historiefortællingen til gengæld udeladt, og rapportering om bæredygtighed uden historiefortælling er heller ikke godt, for her mangler inspirationen og den interne kommercielle forankring.
Med effekt fra regnskabsåret 2024 har virksomhederne potentielt kunnet blive udsat for at skulle rapportere på 1144 forskellige datapunkter. Virksomhederne har dog mulighed for at gennemføre en såkaldt Dobbelt Væsentlighedsanalyse for at reducere antallet af datapunkter, hvilket de selvfølgelig har benyttet sig af. Og ved en hurtig skimning af de første rapporter ser det ud til, at det typisk er muligt at komme ned på ”kun” 400–600 datapunkter.
Det er stadig en stor mundfuld, og nogle mener endda, at det decideret er gået ud over den grønne omstilling. F.eks. fortæller Jeudan, at det er de samme medarbejdere, der arbejder med rapporteringen, som også skal implementere nye bæredygtige tiltag i virksomheden, hvilket Jeudan har været nødt til at stille i bero, fordi rapporteringsarbejdet ikke også levnede tid til implementering. (Kilde: Børsen 25. februar 2025.)
Den kommende lempelse går ud på, at en virksomhed kun skal rapportere på bæredygtighed, hvis den har over 1000 medarbejdere og en omsætning på mindst 450 mio. Euro. Og nok så vigtigt: Der kommer restriktioner på anmodninger om oplysninger i hele værdikæden, så mindre virksomheder ikke alligevel indirekte bliver tvunget til at rapportere.
Det betyder i praksis, at kun 100–150 danske virksomheder fremover vil være omfattet af krav om rapportering. Uden lempelsen havde det været 2000 virksomheder med virkning fra i år, og indirekte havde det været mange flere.
Jeudan planlægger dog at fortsætte rapporteringsarbejdet alligevel, men i en mere enkel udgave, fortæller adm. direktør Per W. Hallgren til Børsen:
– Der er gode elementer i at rapportere. Det må bare ikke blive så komplekst, at det tager ressourcer fra det andet arbejde.
Jeg håber, mange virksomheder vil følge Jeudans eksempel, så pendulet ikke svinger tilbage, hvor det kom fra. En af de store fordele ved de nuværende regler er revisorerklæringen, som sikrer substans og troværdighed. Revisorer er dygtige og samvittighedsfulde folk, og så siges de at være gode at være gift med, hvis man har svært ved at sove. Man skal bare spørge dem, hvordan deres dag har været.
Men lige nu har revisorerne helt overtaget magten over bæredygtighedsrapporteringen. For mig at se vil en kombination af revisorernes og kommunikationsfolkenes kompetencer være den ideelle løsning for alle.
Grøn omstilling er for begge hjernehalvdele
De omfattende rapporteringskrav taler primært til vores rationelle venstre hjernehalvdel. Det er der sådan set ikke noget galt i. Det har man jo besluttet for at undgå den greenwashing, der let bliver resultatet, hvis man udelukkende taler til højre hjernehalvdel.
Der er heller ikke noget galt i at skabe sammenlignelighed mellem forskellige virksomheders indsats. Problemet er bare, at det nok må antages at være et meget lille mindretal af beslutningstagere, der orker at sætte sig ind i 400–600 datapunkter.
Der mangler altså noget. Det, der mangler, og som nu forhåbentlig kommer tilbage, er det, vi som kommunikationsfolk kan. Det er historiefortællingen, der kan oplyse og inspirere, og som kan være kommercielt interessant for den rapporterende virksomhed.
Jeg har altid været overbevist om, at vejen til grøn omstilling er at integrere målene, aktiviteterne og rapporteringen i virksomhedens overordnede strategi. Der er nemlig rigtig meget fornuft og mange muligheder i grøn omstilling. Grøn omstilling er f.eks. at bruge og genbruge sine ressourcer effektivt og ikke for mange af dem. Og så kan den grønne omstilling rumme en række forretningsmæssige muligheder.
Lad mig give et eksempel.
Ringkjøbing Landbobank er en af de virksomheder, der har rapporteret efter de nye regler (men som fremover ser ud til at få lov at slippe). De har bl.a. rapporteret på, hvor stor en del af deres udlån, der er gået til at finansiere vedvarende energi (vindmøller, solcelleanlæg og biogasanlæg).
Tallene ser ud som følger:
| 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | |
| Andel vedvarende energi i % | 7,2 | 6,5 | 7,5 | 5,3 | 6,9 |
Kilde: Ringkjøbing Landbobanks årsrapport 2024
Der er ikke meget historiefortælling i rapporten. Det oplyses overordnet, at banken siden 1995 har finansieret vindmøller, hvilket er blevet en niche for banken – en niche, som over de seneste 10 år er suppleret med finansiering af solcelle- og biogasanlæg. Men hvad er historien bag den spændende udvikling, der har fundet sted hen over årene og især fra 2023 – 2024? Det levner den nuværende CSRD-rapportering ikke hverken tid eller overskud til at fortælle – det er nok endda ildeset blandt rapportens få læsere at gøre forsøget.
Bankens ESG-rapport for 2022 blev ikke aflagt efter CSRD-direktivet, og her var der anderledes fokus på at fortælle den inspirerende historie, som også har betydelig kommerciel værdi for banken. Jeg indrømmer, at jeg er biased, for jeg har hjulpet med at skrive rapporten. Men her kunne man f.eks. læse, at banken havde finansieret et repowering projekt i Bork i Vestjylland. 5 større møller erstattede 19 gamle og kunne producere fem gange mere strøm. Lokal modstand var der ikke meget af, for de primære ejere var fortrinsvis lokale, og 10 % af anparterne blev tilbudt til naboerne. Find eventuelt rapporten på landbobanken.dk. Banken valgte endda at lave en video med historien. Den kan du se her:
Her får tallene liv. Banken får fortalt sit budskab om, at man meget gerne deltager i finansiering af vedvarende energiprojekter. Potentielle investorer får inspiration og kan endda se, at banken måske kan sparre og rådgive om, hvordan man sikrer sig lokal opbakning. Og alle vi andre får en god forklaring på, hvorfor andelen af udlån til vedvarende energi ligger så højt. Men der mangler lige det sidste prik over i’et for at sikre maksimal troværdighed – nemlig revisorerklæringen.
Nu lander vi forhåbentlig i en situation, hvor både revisorernes og kommunikationsfolkenes kompetencer kommer i spil til gavn for de rapporterende virksomheder og den grønne omstilling. Ja, jeg kan faktisk ikke forstå, at revisorerne ikke har rakt ud til kommunikationsbranchen for længe siden, for det er også i deres interesse, at rapporteringen bliver læst og brugt. Men det har jeg aldrig hørt om skulle være sket.
Skulle revisoren så komme til at holde sin ægtefælle vågen, når han eller hun beretter om, hvordan dagen er gået, går det nok også – i hvert fald hvis det ikke sker for tit.
