Mindshare afholder fra tid til anden et meget generøst konferenceformat, hvor de inviterer til det, jeg vil kalde en dag med tiltrængt udenoms-inspiration. De kalder det selv HUDDLE.
Efter et par års corona-pause løb HUDDLE 2022 af stablen torsdag d. 19. maj. Som sædvanlig fyldte de huset med talere og publikum, og man kunne frit gå rundt imellem forskellige lokaler og lytte og snakke med om lidt af hvert under temaet ”Opbrud”. Sjældent har man hørt om et mere velvalgt tema med de tider, vi lever i.
Der blev lagt hårdt fra start med et fællesindlæg fra teolog og lektor i bioetik ved KU, Mickey Gjerris. Hans indlæg udviklede sig hurtigt til en regulær skideballe, hvor vores alle sammens forbrugerhykleri blev udstillet på det pinligste.
På spørgsmålet om, man skal være god ved dyr, var hele salen enige, hvorefter vi blev oplyst om, at 85 pct. af alle høns lever med et brækket brystben simpelthen, fordi høns ikke er skabt til at lægge 365 æg om året, men i dag er fremavlet til at gøre det. Og gør det uanset om de er fritgående, økologiske eller lever i bure. Så tænk på, hvilket smertehelvede de stakkels fugle gennemlever for, at du kan få dit blødkogte æg om morgenen.
Efter således at have mistet appetitten blev vi mindet om, at vi danskere i gennemsnit udleder 17 tons CO2 om året, hvilket er 15 tons for meget, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til under 2 grader.
Der var ikke overraskende meget stille i pausen efter trekvarters overhaling med mange flere informationer fra samme skuffe.
Den allestedsnærværende Svend Brinkmann gjorde ikke sagen bedre, da han besteg scenen og blandt andet udbredte sig om det diagnosesamfund, vi har fået skabt. Gud og hver mand og ikke mindst de unge lider af den ene eller anden psykiske lidelse. 50 pct. af piger i alderen 16-24 år mistrives, og ingen ved rigtigt hvorfor.
Med bevidstheden om at dyr, klima og mennesker har det ad helvede til, frekventerede jeg en seance med Søren Ejlersen, der er kendt som stifter af ”Årstiderne” og ”Haver til maver” blandt mange andre konstruktive tiltag.
Ejlersen lagde fra kaj med intentionen om, at ville være løsningsorienteret, og det var da også opbyggeligt at høre om, hvordan kommuner i hele landet kaster sig over at etablere Haver til maver, hvor skolebørn lærer om, hvordan man dyrker bæredygtige grøntsager ved at gøre det selv.
Men, og der var et men, for Ejlersens kritik af Folkeskolen var nådesløs. Han udpenslede, hvordan lærerne er ved at segne under endeløse lister af såkaldte læringsmål, imens de står med power point-slides og støvede, udstoppede fugle og taler børnene ned under gulvbrædderne.
Da jeg under frokosten indtog en lækker, vegetarisk sandwich med falafel – jeg sprang den med æg over – var jeg overvældet af problemernes omfang og fraværet af løsninger.
Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har hørt det før, men situationen var præget af en udtalt dommedagsstemning, og jeg sludrede med sidemanden om det paradoksale i, at netop Mindshare var vært for dette arrangement.
Mindshare er jo ligesom alle andre reklame- og mediebureauer i den grad en del af problemet. Hele vores branche lever af at pushe forbrug, som ingen bliver lykkelige af samtidig med, at vi over-udnytter jordkloden og alt hvad, der lever på den i en selvdestruktiv jagt på vækst.
Forstå mig ret, det er al ære værd, at Mindshare gør sig anstrengelser for at bevidstgøre sig selv, deres kunder og samarbejdspartnere om sagens alvor, men Mindshare er fanget i den samme fælde, vi alle sidder i. Ingen kan forestille sig, hvordan vi skal indrette os for at løse problemerne for alvor.
Da vi sidst på dagen mødtes til drinks og snacks på Mindshares spektakulære tagterrasse, sad jeg ved et bord med en ung mand, som skyndte sig at tænde en cigaret. Jeg gjorde ham selskab, og vi blev enige om, at vi var nødt til at ryge og drikke noget mere for at komme herfra, før helvede bryder løs.
Vi begyndte at sammenligne os selv med de mennesker, som levede i 1920’ernes Tyskland, hvor følelsen af opbrud var total, og folk festede som gale, imens vrede mænd i brune skjorter begyndte at hærge i gaderne.
Vi er allerede i krig, og ingen ved, om Putin tager hele verden med i sit eget fald, når han taber sin gennemført inkompetente krig i Ukraine. Der skal kun et par moderne atombomber til, før det er slut. Så behøver vi ikke bekymre os om hedebølger, de unges mistrivsel eller hønsenes brækkede brystben længere.
Lad mig i den forbindelse henlede opmærksomheden på en podcast på P1 med Huxi Bach. Den hedder ”Ubegribeligt”, og i afsnittet om ”Liv i rummet” snakker de videnskabeligt om, at det kan være, at intelligent liv er et evolutionært fejlskud. Altså at intelligent liv af natur er selvdestruktivt og ender med at gå til grunde.
Hypotesen er, at det er forklaringen på, at vi endnu ikke har hørt fra nogen derude. De, der har kunnet tænke, har simpelthen smadret sig selv på ufattelig kort tid, ligesom vi er i gang med.
Måske har de efterladt en klode, som kan oppebære bakterielt liv, og det er måske i virkeligheden den smarteste form for liv, som findes. Organismer som ikke tænker, men igennem mutationer tilpasser sig de ydre omstændigheder i stedet for at ændre på dem med alskens teknologi i en forgæves jagt på et trygt og behageligt liv.
Lad mig slutte med en cadeau til Mindshare for at sætte sagen på spidsen. Det er modigt, men kræver vel også en eller anden slags opfølgning. Jeg håber, de ved, hvad den skal gå ud på.