Jeg har lige fået at vide at journalisten, aktivisten, forfatteren, idemageren Jacob Ludvigsen har tjekket ud. Det rører mig dybt. Jeg kendte ham ikke personligt, som i et nært venskab, men jeg traf ham adskillige gange og arbejdede sammen med ham ved flere lejligheder. Jacobs indflydelse på mit og min generations liv stikker en del dybere end som så.
Når jeg tænker på Jakob Ludvigsen, er der fire indre billeder, der ufravigeligt dukker op for min nethinde:
Billede 1:
Risskov midt i tresserne. Min fætter og jeg bakser med båndoptageren og med vandre-guitaren. For at lave musik og historier. På den sort-hvide tv-skærm dukker en lille filur, med sort mikrofonhår, op sammen med en ranglet rødhåret, fregnet fyr. Stilfærdigt, men intenst, er de ved at gi’ os en fornemmelse af, at det hele er til at flytte, at alvor kan være sjovt – og omvendt. Det er Ludvigsen og Klein (Jesper Klein red.). Vi suger deres humor til os som tørt trækpapir i de tidlige tresseres tørvetrillerkultur.
Billede 2:
Min ældre bror arbejdede som grafiker på ugeavisen ’Hovedbladet’ – en alternativ avis fra de tidlige halvfjerdsere, som jeg derfor var gadesælger af (distribution var en hård nød dengang). Det var Jacob Ludvigsen, der var hovedmanden bag avisen. I det tidlige efterår 1971 blev bladet brugt som det, man i dag ville kalde for en ’platform’ for åbningen – eller besættelsen – af Bådsmandsstræde Kaserne. Jacob var den, der klippede hul i hegnet. Christiania var født. Jeg har aldrig solgt så mange blade som i den efterfølgende uge. Og humoren fra 60’erne var gennem Jacob blevet til handling.
Billede 3:
Efter en 8-10 år på Københavns Universitet i den marxistiske æra, skiftede jeg til over til fjenden, storkapitalen – reklamebranchen. Det vart sjovt, meget anderledes, spændende og lærerigt. Men det var også lidt flovt – man havde jo ligesom forrådt ungdommens principper. Derfor var det lidt af en lettelse, nærmest en art syndsforladelse, da Jacob Ludvigsen dukkede op i selvsamme branche som kreativ. Han var hjernen bag Squash-filmene som de fleste over 40 tydeligt kan huske. Resten må slå dem op. Som kreativt arbejde var det excellent, men min ekstra gevinst var endnu større. Jeg havde altså ikke valgt helt galt – forbilledet Jacob havde så at sige blåstemplet branchen.
Billede 4:
Jeg var til en eller anden mærkedag for hans Baltiske Bureau. Han havde været syg men var kommet sig; hans vævre, kloge blik var klart, og han var beleven som en karrierediplomat. Men det, jeg især husker, er det ulastelige pin-stribede jakkesæt med vest og det hele, sammen med et stort, nu gråt mikrofonhår. Det er et godt billede på Jacob, som jeg husker ham: den fritvoksende rebel med den uangribelige fremtræden. Det er sagen, argumentet, ideen, der er afgørende. Lad aldrig formen stå i vejen for indholdet. Hvis det er et jakkesæt, der skal til – so be it.
Det er med vemod men også med taknemmelighed, jeg har skrevet dette. En stor mand er gået fra borde. Og landet er blevet lidt mindre.
