Man måtte knibe sig i armen, da adm. dir. Michael Rasmussen i går i TV-Avisen 18.30 (linket springer ind midt i indslaget, så man skal spole lidt tilbage, red.) blev sendt til tælling for åben skærm på baggrund af et af de mest banale journalistiske spørgsmål i forbindelse med en nedskæringsrunde: “Hvad med dig selv – skal du så også holde for (gå ned i løn)”?
Michael Rasmussens kropssprog sagde alt. Hans mimik “frøs”, han blev mundlam, og han gik et skridt tilbage, alt i mens han sagde: “Den tager vi om – det er en dræber”.
Tragi-komisk! Komisk, fordi det er komplet latterligt, at direktøren for landets næststørste bank lader sig slå ud af et så banalt spørgsmål. Tragisk, fordi de 5 sekunder er dyre – meget dyre – i forhold til medarbejdere og kunder. Der blev virkelig trukket på Nordea’s imagekonto i går for nu at anvende en terminologi, som bankfolk vil kunne forstå.
Som medarbejder må man græmme sig og tænke: Hvad pokker er den mand min øverste chef.
Ham kan jeg ikke have megen respekt for. Som kunde må man tænke, at her er der en bank hvor ledelsens professionalisme og troværdighed måske ikke er så stærk, som man kunne forvente.
Det helt håbløse ved situationen – det fandt jeg først ud af senere – er, at der slet ikke er tale om en større fyringsrunde, men hovedsageligt om naturlig afgang. Med andre ord lykkedes det Nordea at skabe panik og drama, hvor banken jo bare kunne have meldt ud stille og roligt, at de ville slanke organisationen gennem naturlig afgang.
Det er en hver privat virksomheds opgave til en hver tid at sikre optimal indtjening og udvise rettidig omhu.
Så det at slanke en organisation, selvom den i øjeblikket giver overskud, er helt i orden. En kaptajn styrer heller ikke uden om isbjerget, efter han har påsejlet det. Så den ledelsesmæssige beslutning om at trimme organisationen er sikkert velbegrundet.
Forklaringen om fordyrende lovgivning og regulering kunne direktøren godt have uddybet og trukket ned i øjenhøjde med TV-Avisen’s seere.
Hvad er det for konkrete tiltag, som politikerne har i støbeskeen? Michael Rasmussens begrundelse for at skære ned i organisationen siger i hvert fald næppe ret mange noget som helst og skaber derfor kun i ringe omfang forståelse for den disposition, som ledelsen har foretaget sig.
Michael Rasmussen sagde også i interviewet i forbindelse med de forventede og fordyrende nye lovinitiativer: “Det er ikke kun kunderne, der skal holde for.”
Men hvorfor overhovedet nævne det? Hvorfor skabe uro hos både medarbejdere og kunder, hvis man kan klare de nye udfordringer på en helt udramatisk måde?
Den kommunikationsmæssige stilkarakter ligger derfor helt i bund. Hvorfor er medarbejderrepræsentanterne ikke blevet orienteret, således at nyheden ikke kom som en grim forskrækkelse? Det må have kunnet lade sig gøre at få lavet en god aftale med medarbejdernes repræsentanter uden at komme i konflikt med de børs etiske regler.
Hvorfor vil direktøren ikke udtale sig om sin løn, når medarbejderne har udvist tilbageholdenhed? Sikkert, fordi han ikke selv har udvist løntilbageholdenhed, må man tro.
Hvis den formodning er rigtig, er vi tilbage til den gamle devise om, at det, der ikke kan forklares, ikke kan forsvares.
Måske skal Michael Rasmussen overveje at bruge noget mere tid og nogle flere eller bedre resourser på at tilrettelægge sin kommunikation bedre. Han er ny på posten, men burde arbejde på at skabe mere “face identity” for Nordea, så det ikke kun er Henrik Drusebjerg og Helge Pedersen, vi kender fra banken.
Konkurrencen fra Danske Banks Peter Straarup burde ikke være skræmmende.
