Det ligner en parfume-annonce fra Chanel, men det er et maleri af en kunstner, som kalder sig selv Artpusher og som har et lille galleri i Store Kongensgade i indre København.
Når man kigger efter, opdager man, at det er alt andet end et budskab, der skal promovere en luksusvare. Det er en kras kommentar til det galloperende forbrugssamfund, hvor kunstneren tvister reklamens formsprog til gå i kødet på vores livsstil.
“No 19. Covid. China. Eau de distance.” Så kort kan det siges, og vi tvinges til at tænke over, at vi er sat skakmat som forbrugere.
Hvor vi før investerede i alskens dufte, cremer, fashion og accessories for at tiltrække partnere og vise vores seksuelle status, er vi nu dømt til at holde afstand. Butikkerne er lukkede, og vi sidder og hørmer i nattøj derhjemme.
Vi har overspillet vores rigdom. Udnyttet jordens ressourcer, ødelagt dyrenes naturlige habitater og er kommet alt for tæt på de vira, som lystigt springer fra art til art og til os og tilbage igen for slutteligt at gå ombord i en flyvemaskine.
Men Artpusher var i gang længe før Covid. Noget af det første, han viste frem i vinduet i sit lille galleri for nogle år siden, var Murder King.
Murder King er alt andet end luksus. Det er en reference til junk food, som ikke behøver en virus for at tage livet af os, hvis vi overgiver os til overforbrug af den listige blanding af sukker, salt og fedt, som er designet til at være uimodståelig.
Går man på Google images, finder man en hel skov af Artpushers værker, som ikke lader nogen del af den kommercielle verden uberørt. I nedenstående bybillede får blandt andet Facebook med grovhammeren i form af Facefuck.
Ligesom vores selvmodsigende adfærd bliver udstillet. ”Stay the fuck home”, demonstrerer en tætpakket menneskemængde i gaden.
I en tid hvor indtrykkene er stærkt begrænsede, har jeg gjort det til en vane at vindueshoppe foran alle Københavns lukkede gallerier. Det kan anbefales. Det er faktisk en god inspirationskilde, for kommer der ikke noget interessant ind i vores hjerner, kommer der uhyre sjældent noget interessant ud. Kreativiteten tørrer ud. De gode ideer undslipper ens bevidsthed. Alt bliver gråt og ligegyldigt.
Min gamle chef Peter Wibroe, som udover at berige verden med en overflod af gode ideer, også var en stor æstetiker, forlangte altid, at vi kørte den smukkeste tur, når vi skulle ud til et kundemøde. Han tog gerne en omvej for at undgå at forurene sin følsomme sjæl med grimhed. Han vidste, at hvis der kun kommer grimme ting ind, kommer der grimme ting ud.
Det kan vi godt tænke lidt over i denne tid, hvor de sociale medier flyder over med trivialiteter, vrede kommentarer, direkte trusler og selvretfærdig corona-udskamning.
Men også den redaktionelle nyhedsstrøm er farlig for ens sindstilstand. Jeg tager mig selv i at studere nyheder i alt for mange timer, men det går ikke. Depressionen lurer lige om hjørnet, men det gør gallerierne heldigvis også, så inden det går helt galt, tager jeg støvler på og trasker af sted i jagten på nye perspektiver.
Hvis du således lider af den vrangforestilling, at der ikke er nogen som helst grund til at gå en tur i Københavns gader, fordi alt er lukket, og udstillingerne apropos det kværnende forbrugersamfund er fyldt med sidste sæsons usælgelige varer, må jeg korrigere dig. Der findes en rigdom af kunstneriske oplevelser. De er oven i købet ganske gratis og uden andre fodaftryk end dem, du selv sætter.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
