I Antikkens Grækenland langede Sokrates hårdt ud efter den nymodens skriftlig kommunikation – den gjorde folk dummere og dårligere til at huske, mente han.
Senere blev bogtrykkerkunsten, set med den kirkelige elites øjne, skyld i, at viden og fortælling kunne brede sig ukontrolleret og skabe kætterske ideer blandt folket.
I 1920’erne blev det radioens tur. Man talte om “radioter”, og om at det nok bare var en forbipasserende dille.
Og så kom tv’et. Jeg kan huske dengang, hvor der kun var én kanal og det frækkeste tilbud til mig var børneprogrammet Kikkassen. Dengang blev tv’et kritiseret for at fjerne børn og unge fra sundere interesser som sjipning og højtlæsning.
Så kom computeren med sine spil, internettet fulgte efter, og nu var den for alvor gal. E-mailen udkonkurrerede både det personlige brev og den direkte samtale. Mobiltelefonen blev der set skævt til. “Det så da dumt ud, når folk gik og talte på gaden – uden at de havde nogen at tale med!” Og det hele gjorde os fremmedgjorte over for hinanden og fjernede det ægte og det nærværende imellem os.
Med Facebook, smartphones og iPad’en lyser advarselslamperne igen. I hvert fald kører debatten – på Kforum har redaktøren Timme Bisgaard Munk skrevet om sit fragmenterede liv med de nye medier <http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/sent-from-my-iphone>. Og i DR2’s Deadline 2. sektion diskuterede han sine erfaringer med sociolog Mette Jensen, der har undersøgt det, hun kalder vores tids “mobilitets-mani” <http://www.dr.dk/DR2/2sektion/2011/03/17194918.htm>.
Det er sundt nok. Vi skal forholde os skeptisk til den virkelighed, vi befinder os i. Og hvis vi lader alle vores nye medier styre os, uden nogensinde at turde eller have lyst til at slå dem fra, så har vi efter al sandsynlighed et problem.
Men er det alligevel ikke tankevækkende, at teknologiske landvindinger og nye muligheder næsten altid rituelt er blevet mødt med rynket pande. Sandheden er vel, at det manglende nærvær, overfladiskheden, utålmodigheden og rastløsheden altid har været der. At for meget og for lidt altid vil kunne fordærvealting. Og at enhver medalje har både en forside og en bagside.
Helt personligt kan jeg f.eks. godt stå lidt af på iPad’en (mest fordi jeg ikke selv har en). Men tænk, hvis min søn og de andre skoleelever kunne få skolebøgerne via en iPad – så slap de for at slæbe bøger frem og tilbage hver dag i propfyldte rygsække, der vejer alt for meget for en lille krop i 3. klasse.
Det er heller ikke, fordi jeg kan se det geniale i enhver applikation til min iPhone, men jeg har altså haft stor glæde af både kortfunktionen og Karolines kogebog nogle gange.
Og Facebook. Hånden på hjertet, så bruger jeg faktisk ikke så meget tid på det som i starten. Jeg er også begyndt at censurere mig selv lidt mht. hvad jeg skriver. Så interessante er mine bedrifter jo heller ikke, men jeg synes til gengæld, det er hyggeligt nok at følge min fætters liv i Ohio. Og revolutionerne i Tunesien og Egypten, nogen spørger faktisk, om de overhovedet var blevet til noget uden et netværk som Facebook?
Og sådan kunne man jo blive ved. I sidste ende må jeg gøre det til mit personlige valg, hvad jeg vil bruge medierne til, og hvad medierne skal have lov til at bruge mig til. Jeg vil i hvert fald nødig undvære dem – så tager jeg hellere de overfladiske knubs, det måtte give undervejs. Jeg har jo heldigvis min iPhone, hvis jeg ikke kan finde vej…
