På vej ned til det nærmeste supermarked går jeg forbi Galleri Egelund i Bredgade. Her har de udstillet den skulptur, I kan se på billedet. Den er skabt af Jiri Geller, som jeg aldrig har hørt om før, men lad mig sende en tak til kunstneren, som har skabt et lys i mit personlige mørke.
Afhængig af mit humør ser jeg den overdimensionerede smiley med isvaflen i det ene øje som en kommentar til det, vi gennemlever lige nu. Vi har fået corona-krisen lige i smasken. Her gik vi rundt og troede, at vi havde styr på det hele, og så kunne en mikroskopisk virus vælte læsset.
Andre dage glæder jeg mig bare over galskaben og den originale ide, som måske ikke vil andet end at fange blikket og vise mig, at sådan kan man også se verden.
Skulpturen bringer en lille smule af den magi, som corona-krisen har suget ud af vores tilværelse tilbage. Den er fuldkommen unyttig og uudgrundelig, alligevel bidrager den til, at jeg kan føle mig som menneske.
Alt, hvad der løfter livet op over den rene overlevelse, er taget fra os i denne tid. Noget så beskedent som at sidde på en fortovscafe under en varmelampe med en kop kaffe og en god ven er forbudt. Fællesskabet er væk. Al kunstnerisk udfoldelse i offentligheden er forsvundet. Der er ingen livemusik, ingen udstillinger, ingen teaterforestillinger, ingen tur i biografen, ingen foredrag. Ingen rejser.
De få samtaler, der er tilbage, bliver dummere og mere trivielle for hver dag, der går, da ingen har oplevet noget interessant. Også nyhederne bliver dummere, for journalisterne spørger uafvendeligt alle og enhver om, hvornår det hele bliver normalt igen. Eller hvorfor regeringen ikke har gjort, hvad den gør noget før, eller omvendt om den ikke gør alt for meget alt for tidligt.
Der er altid en ekspert, som mener det ene og en, der mener det andet. Altid en brancheorganisation, der klager deres nød. Altid nogen der vil foran i køerne til test og vaccine. Altid nogen som ikke har noget at lave og andre, som har alt for travlt.
Livet under corona-krisen er paradoksalt. På den ene side er vi på ukendt grund og aner ikke, hvad der kommer til at ske. På den anden side er dagligdagen blevet fuldkommen forudsigelig. En ulidelig trommerum.
Men det begyndte faktisk før corona-krisen. Vi har i årevis været besatte af at opnå kontrol. Det er selve essensen i det moderne projekt, at vi stræber efter at kunne kontrollere vores omgivelser. Vi vil have kontrol over vores eget liv. Chefer vil have kontrol over deres medarbejdere og over kunder, brugere, borgere og processer. Myndighederne vil have kontrol over alle uhensigtsmæssigheder.
Vi har de senere år i et stadigt hastigere tempo ikke bestilt andet end at systematisere, digitalisere, automatisere, effektivisere, dokumentere, måle og veje og benchmarke for at få mere for pengene.
Vi har satset hele butikken på logikken for at gøre alting forudsigeligt, så vi kan planlægge og optimere. Forgæves, har coronaen lært os.
Det skøre, det skæve, det umiddelbart unyttige, alt det som ikke passer ind, det som bare er sjovt eller vildt, det som ikke på forhånd kan regnes ud og kommercialiseres, altså det magiske har haft trange kår.
Forlag, pladeselskaber og filmproducenter har i stor stil satset på det sikre efter devisen: Hellere endnu en i samme serie end noget nyt.
Originale ideer i reklamebranchen er i endnu større stil blevet afløst af algoritmer, som påstår at kende kunderne bedre end kunderne selv gør.
Det ensidige fokus på logikken er der mange i verden, som er blevet rigere af. Nogen er ovenikøbet blevet helt ufatteligt meget rigere af det. Men hvad skal vi bruge al den rigdom til, når verden er lukket, og den sidste magi er slukket.
Inden dumheden for alvor sætter sig fast i en tid uden indtryk udefra, er det mit nytårsønske, at vi arbejder på at finde ud af, hvordan vi får udlignet balancen imellem magic and logic.
Lad mig bare for sjov argumentere logisk for det ønske.
Fremtiden kan ikke forudses, men erfaringen viser, at udviklingen svinger som et pendul. Når vi har haft meget af noget, begynder vi på et tidspunkt at ville have meget af det modsatte. Ikke som det var tidligere, men på en ny måde.
Det gælder på det store plan: Efter en periode med centralisering, ønsker vi os en ny og moderne decentralisering. Og det gælder på det helt lille plan: Når bukserne i en periode har været stramme, bliver de i en eller anden form løse i den næste.
Ved udgangen af 2020 forsvandt den sidste rest af magi. Det kan derfor ikke være helt ude i skoven at forestille sig, at der kommer en kolossal efterspørgsel efter en ny og moderne form for magi. Spørgsmålet er kun, hvilken former magien kan antage?
Godt nytår og god arbejdslyst.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
