Min far var en ægte patriark, selvom han formodentlig ville have frabedt sig betegnelsen. Han så sig selv som en moderne mand og undlod sjældent at gøre opmærksom på sine fremkommelige opdragelsesprincipper.
Ikke desto mindre var det ham, der udlagde verden for min mor, min søster og mig. Ham der definerede, hvad der var rigtig og forkert, godt og skidt. Og mine handlinger i skolegården blev analyseret og evalueret ud fra disse standarder, ligesom alt andet blev.
Min far havde det moralske overtag. Dog kun indtil den dag, hvor han selv forbrød sig mod alle sine egne læresætninger og oven i købet gjorde det over for min mor i en græsselig skilsmisse.
Min verden brød sammen. Ikke kun på grund af skilsmissen, jeg var flyttet hjemmefra på det tidspunkt, men nok så meget fordi de værdier, jeg var blevet indoktrineret med, pludselig ikke længere stod til troende. De gjaldt tilsyneladende kun, når de passede ind i hans kram.
Han indrømmede aldrig sine fejl, men opfandt alverdens bortforklaringer og forsøgte at skjule de værste ugerninger. Da støvet fra en langvarig familiefejde havde lagt sig, genoptog han i øvrigt sin oprindelige udlægning af verdens orden.
Han døde for et par år siden, og jeg har stadig – 25 år senere - ikke tilgivet ham.
Man kan komme så grueligt galt af sted, hvis det viser sig, at man ikke kan leve op til egne dogmer. Det er en risikabel affære at optræde som patriark og tage patent på sandheden, og hvis nogen i min historie kan genkende mønsteret fra finanskrisen, skal jeg ikke sige dem imod.
Måske glemte patriarkerne i nullerne, hvor galt det kan gå, fordi der ikke var så meget oprør i de år, det gik jo over stok og sten, og vi troede på de patriarkalske finansielle institutioner, som bildte os ind, at træerne voksede ind i himlen.
Vi troede på vores patriarkalske statsminister og ditto finansminister, der ville købe hele verden. Vi troede på dem, der skabte Euroen og mente, at det var en forrygende ide, at Grækenland kom med.
Vi ville gerne tro på dem, patriarkerne, det er jo langt lettere, når der er nogen, der gider udlægge teksten. Så behøver man ikke selv at tage stilling.
Nu tror vi ikke på så meget længere, og vi har meget svært ved at tilgive de patriarker, der druknede deres påståede ansvarlighed i en frådende grådighed. Og tilgivelsesprocessen bliver ikke hjulpet på vej af, at de fleste af de ansvarlige sidder der endnu og igen forsøger at udlægge verden for os.
Mig bekendt er der ikke en eneste selvudnævnt patriark, der frivilligt har forladt sin forgyldte post med en genuin undskyldning for sine fejltagelser. Patriarker begår i egen opfattelse ikke fejl. De forklarer omstændigheder.
Men midt i det hele går patriarken over dem alle af. Paven smider i dag torsdag håndklædet i ringen. Helt forudsigeligt ikke med en undskyldning for at feje alverdens misbrug af børn og andet råddenskab ind under bedeskamlen. Men med henvisning til dårligt helbred. Men han går dog af.
Det er 600 år siden en pave sidst gik af. Jeg vælger at se Hans Helligheds opsigelse, som det ultimative bevis på den megatrend, hele verden befinder sig i.
For en gangs skyld er der nemlig tale om noget, der kan kaldes en global megatrend. Hele verden er i oprør mod patriarkatet. Det er geografisk meget større end 68-oprøret, der begrænsedes til den vestlige halvkugle, og det befordres af, at almindelige mennesker kan komme til orde og finde hinanden på stadig flere platforme.
I Mellemøsten går de på gaden for at smide diktatorer ud. I Indien går de på gaden for at protestere over voldtægter. I Tibet brænder folk sig selv af i protest mod Kina. En pakistansk 14-årig pige bliver verdenskendt, da hun bliver skudt af Taleban, fordi hun kæmper for pigers skolegang. Ja, selv Putin bliver mødt af demonstrationer.
Det er all over.
Hvad der kommer ud af det, kan vi ikke vide, for det er aldrig nemt at gøre oprør mod patriarker. Det kræver, at man er vældig godt organiseret, for det er patriarkernes kernekompetence. Man risikerer enten at blive slået tilbage, eller at der kommer nogle nye patriarker og tager over.
Men something is cooking.
Hvordan tager vi i kommunikationsverdenen bestik af denne megatrend?
Jeg kender en headhunter, der har læst op på de græske guder for at lære at spotte den patriarkalske arketype og undgå at ansætte den slags på lederposter. Jeg har gjort ham følge og kan meddele, at man med fordel kan undgå Zeus-skikkelser.
Og man kan i hvert fald undgå at benytte patriarkalsk retorik og tage patent på sandheden, slå sig selv på brystet og tale i absolutter ud fra en nulfejlsmentalitet for bagefter at forsøge at bortforklare sine fiaskoer, når det er gået galt.
Skal jeg give et eksempel på det modsatte, har jeg lyst til at fremhæve Novozymes, hvor man allerede i receptionen bliver mødt med opfordring til at samarbejde med dem om at ændre verden til det bedre.
Det er et eksempel på en moderne, søgende virksomhed, der inkluderer sine kunder og samarbejdspartnere i deres mission. De sætter sig ufatteligt høje mål, men definerer ikke sandheden. De inviterer til, at man i fællesskab undersøger virkeligheden for at forbedre den.
Det kunne paven have lært noget af.
Forslag til læsning:
- Gods In Everyman
- Archetypes That Shapes Men’s Lives
- Jean Shinoda Bolen
- Harper, 1989
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk
