Benjamin Rud Elberth har analyseret alle partiernes webstrategier frem mod folketingsvalget. Her er Liberal Alliances strategi, der ifølge Benjamin Rud Elberth måske er de bedste debattører på nettet og kan blive valgkampens store overraskelse.. Links til analyse af de øvrige partiers webstrategier er i bunden af artiklen.
Liberal Alliance
Det parti, der bliver ved at imponere mig mest. LA styrer flere og flere debatter på Facebook, hvor politiske debatter er lige dele DF- og LA-sympatisører.
Hjulpet af understrømme fra anarkokapitalistiske eller superliberale understrømninger fra 180grader og til dels Den Korte Avis, har partiet med Lars Seier og LA’s visionsgruppeformand Soren Kenner i spidsen sat sig på alle de kommentarfelter, hvor der enten bliver snakket om regeringens udueligheder eller økonomi.
Soren Kenner og hans hangarounds fylder efterhånden så mange kommentarfelter på Facebook, at politikere som Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen og Anders Samuelsen ikke engang selv behøver at nedkæmpe evt. modstand på deres egne sider (da jeg havde lanceret blogposten om SF, Radikale og K, var Soren Kenner da også første hånlige indslag på Rune Kristensens side – de har nogle gode battles på Facebook, Kenner og Kristensen).
I Vejlegaardssagen brød Soren Kenners antipati mod fagforeningernes blokadestrategier så meget ud i lys lue, at han kastede sig ind i kampen. Kenner er den kampagnemæssige hjerne bag rigtig mange af de tiltag, der skaber digitale tryk hos LA.
På nettet har LA en fantastisk mellemposition, hvor de kan skyde på Løkke for at være for reformangst og på Helle for at være en løftebryder.
Skal man lære, hvordan man lægger et digitalt tryk, er LA et stilstudie værd. De kan få historier til at vandre så meget på nettet, at de bliver plantet åbenlyst i klassiske medier og bliver dagsordenssættende.
Og så har de faktisk penge til kampagne, når det gælder.
Før valget i 2011 lancerede de en krigsmaskine i form af Freedom Fighters – en Facebook-app, hvor liberale støtter med gamification blev motiveret til at føre valgkamp på modstandernes platforme.
Og det gjorde de så, med det resultat, at LA-tilhængere fuldkommen nedkæmpede især SF’erne på Villy Søvndals side, hvor han konsekvent blev mindet om sit udsagn om ”the ice is melting at the pøwls” og Thor Möger om sin arkitektrolle bag 12 minutter:
LA har også tradition for at bruge virale videoer godt. Der sidder unge LAU’ere, der ved præcis, hvordan man fører hård negativ valgkamp.
Får LA sat tryk på alle deres politikere og de kandidater, der bliver opstillet, og får de lavet den der tekniske ting, som har samme power som Freedom Fighters havde, så bliver de farlige for alle.
Netavisen 180grader.dk er fundet af Lars Seier og styres stadig af Ole Birk Olesen, selvom mediet efter et par ytringsfrihedsdiskussioner med en række fremtrædende debattører har blødt aktive debattører.
Det er dog ikke værre, end at liberale hangarounds som Licens-lars og drengene stadig kan skabe avisoverskrifter med civile ulydighedsevents som den seneste med læk af Helle Thornings og Nicolai Wammens CPR-numre.
180grader.dk er en genial konstruktion, hvor det er ‘borgerjournalister’, der skriver på platformen, så Ole Birk Olesen sidder i en tilbagetrukket rolle som ansvarshavende redaktør og på den måde har der igennem flere år løbet liberale debattører ind og ud af svingdørene på netavisen, uden at de på nogen måde kan siges at være sat i gang af LA eller være i lommen på partiet.
På den måde er 180grader.dk fortsat et arnested for liberale synspunkter, der bæres videre af aktivistiske elementer, og de andre partier kan føle kærligheden fra det digitale tryk.
Mette Frederiksens ‘privatskolesag’ tilbage før valget 2011 var nok blevet afdækket af pressen alligevel, men det startede rent faktisk, da en ‘borgerjournalist’ fra 180grader.dk i sin research fik Frederiksen selv til at svare på, om hendes barn gik i privatskole.
Derefter blev der lagt så meget forargelsestryk, at alle S-platforme svømmede over af beskyldninger om dobbeltmoral i flere uger. Helles skattesag fulgte i høj grad samme mønster.
Politikerwise har de stærke kort i Anders Samuelsen selv, Ole Birk Olesen, som ikke kun huserer som ekstremt aktiv på sin egen profil, men også sine modstanderes, Joachim B. Olsen, der serverer ‘tweetable sentences’ på 120 tegn, uanset hvor han er (120 tegn, fordi så kan tilhængerne selv bruge de sidste 20 tegn til at tweete ‘Joachim B. siger’), Simon Emil Ammitzbøll, der er meget aktiv på især Twitter og Merete Riisager, der er aktiv på Facebook.
Til gengæld er der kun Simon Emil på Twitter, hvor det er Radikale, der huserer i meningsdanner-Danmark. Og det er en ulempe, når meningsdanner-Danmark stadig har en tendens til at udråbe LA som lidt halvskøre og alt for superliberale.
Største styrker
Debatstyrke – politikernes og aktivisternes og liberale debatplatforme.
At være i kamp med LA-tilhængere på nettet er en voldsom oplevelse for andre partier og politikere. LA-Politikere og aktivister optræder velformuleret, økonomisk teoretisk velfunderet, og så messer de liberale standpunkter alle de rigtige steder.
Og så har de penge til kampagne og kan finde ud af at eksekvere kampagnerne.
Største svagheder:
Usynlige på Twitter.
Og så kæmper de med for alvor at blive taget alvorligt.
Hvad skal der til
Var jeg i LA-butikken, relancerede jeg Freedom Fighters i version 2, fandt en Twitter-taktik og gik i gang med at uddanne LA-kandidater massivt, så de kan leve op til Ole Birk og Simon Emils digitale kundskaber.
Der ligger også potentiale i at LA-politikerne går ind i 180grader.dk-projektet langt mere aktivt. Der kan tændes aktivister og debattører, men de vil altså debattere politik med deres politikere, selvom det ikke altid er sjovt for LA-politikerne selv at blive klædt af af deres egne.
Hvad kommer vi til at se
LA-maskinen er den maskine, jeg ved mindst om. Mens jeg ofte får input til politiske blogindlæg direkte fra andre partier, politikere eller deres kampagnefolk selv, er LA-værkstedet mere lukket – i hvert fald for mig.
Jeg har i kraft af mit eget tidligere arbejde som digital chef for S følt debattrykket fra LA’erne og har set strukturerne udefra, men der slipper ikke meget andet ud til offentligheden, og det er faktisk det eneste parti, jeg aldrig hører kampagnehistorier fra andre om – det kan både skyldes, at mit netværk har et stort hul her, men også bare, at der er ganske få, der sidder i LA og har styringen på de kampagner.
Soren Kenner formår at holde sig på afstand af de store medier som den store strateg i baggrunden, og har en bemærkelsesværdig evne til at flyde uopdaget rundt på de største politikers Facebook-sider, selvom han er meget aktiv.
Til gengæld er der ikke lagt låg på for nogen, at Kenner, Seier og Samuelsen har sig nogle ture i udlandet, hvor de netværker over et par drinks – det smider de åbent på sociale medier.
Jeg gætter, med streg under gætter, på, at LA kommer til at optrappe deres debataktiviteter, måske endda med netop en relancering af et debatværktøj som Freedom Fighters, ligesom jeg tror, at de kommer til at fyre nogle kampagnekroner af på et annoncespor, som de har tradition for, suppleret denne gang digitalt.
Resten glæder jeg mig bare til at se. Debatmæssigt er de bare bedste parti på nettet, og deres digitale tryk på dagsordener er en gamechanger.
Læs analysen af Venstres webstrategi her og Socialdemokraternes, Dansk Folkepartis, Radikales, Konservatives, SFs, Enhedslistens og Alternativets.
Benjamin Rud Elberth er digital (politisk) kommunikatør, rådgiver og digital chef i Geelmuyden Kiese samt aktiv med updates på de sociale medier.
