Af Benjamin Rud Elberth, digital politisk kommunikatør

Helle Thorning-Schmidt skriver kønsløse statusopdateringer uden kant, og svarer aldrig. Ledelsen bør vågne op og få sig et Twitter-kursus.

Benjamin Rud Elberth har analyseret alle de politiske partiers webstrategier. Venstres webstrategi bragte vi i går og her følger så en analyse om Socialdemokraternes webstrategi og om styrkerne og svaghederne ved denne. 

SOCIALDEMOKRATERNE

Største styrke for S er, at de er mange MF’er på Facebook og har et højt fan- og følgerantal. Helle Thorning-Schmidt har over 150.000 fans på sin Facebookside, og så er S begyndt at blive rigtig gode til at sende infografikker i omløb på nettet.

Største svaghed for S er, at de ikke bruger de fans og følgere godt nok. I Geelmuyden Kieses analyse af, hvilke politikere der svarer mest på sociale medier, har S stærke folk som Mette Gjerskov, Benny Engelbrecht, Jesper Petersen og Astrid Krag.

Problemet er, at ingen fra toppen svarer – Magnus Heunicke på Facebook og Twitter og Karen Hækkerup på Facebook er eneste ministre, der rent faktisk gider gå til tasterne og flytte noget.

Helle Thorning-Schmidt skriver kønsløse statusopdateringer uden kant, og svarer aldrig – og det kommer til at have effekt, hvis det ikke allerede har det – for S-kampagnen bygger på Dør-til-dør (død til død, som enkelte interne ynder at kalde det) og på aktivisme – men ingen gider at være aktivister på nettet, når de vandrer ind i Helles tomme virtuelle forsamlingshus og bliver demobiliseret og demoraliseret af blå debattører – heller ikke de ellers meget stærke DSU’er, der i valgkampen 2011 på nettet var en ekstrem faktor.

Det er ligeledes et problem, at Helle, Corydon, Sass, Hækkerup og Hækkerup, Antorini, Frederiksen og Rosenkrantz-Theil enten ikke er på Twitter, eller ikke slår så meget som en flue ud af kurs derinde.

Til gengæld er S kampagnestærke og har for vane at lancere slagkraftige webvåben og målrettet webannoncering. Og så har de altså en stor mail-medlemsbase, som de er relativt dygtige til at aktivere.

Og så er der to ubekendte, som ikke var der i 2011 – Dan Jørgensen og Peter Hummelgaard. To kandidater, der har digitalt potentiale til at flytte en folkestemning. Kommer de i gang, så har S to meget stærke våben.

Største styrker
Højt fan-antal på Facebook. Ved, hvordan man sætter så meget digitalt tryk på historier, at de rammer pressen. Det bliver en faktor, når duellerne med Løkke og Helle er på tv, og vi sidder med vores devices som second screen.

Stærkt netværk af debattører fra DSU og hang-arounds, der kan mobiliseres af folk som Peter Hummelgaard.

Er kommet med på Twitter over de seneste år.

Fører altid gode kampagner med webannoncering og har øje for at time valgkampe flot, så vi måske igen, som i 2011, ser det lille ekstra kampagnetiltag i form af en ambitiøs Facebook-applikation eller et website, der kan lidt mere. Tidligere har de også lavet fremragende webtv.

Største svagheder
En ledelse, der er AFK (away from keyboard), fordi de hellere vil lege JFK på de bonede gulve eller dryppe historierne til pressen. Hvis de politikere var klar over, hvilket billede de tegner af partiet på sociale medier – og hvor meget det flyder ud og sætter sig i aktivisternes lyst til at kæmpe for stemmer, ville de desværre muligvis bare forsøge at ringe til en avis og få plantet en image-historie mere. Der er simpelthen bare ikke hul igennem.

S har også traditionelt en svaghed i deres struktur – der sidder mange presse- og analysefolk på Borgen i deres sekretariat, men der er forsvindende få webressourcer i forhold til andre partier.

Bureauet, der skal hjælpe S, kommer traditionelt først på til allersidst.

Hvad skal der til
Flere ressourcer til webafdelingen og en ledelse, der vågner og får sig et Twitterkursus i at påvirke holdninger af transportminister Magnus Heunicke, der selv er blandt de mest populære ministre, også fordi han vinder vælgerne på sociale medier.

En Helle, der vågner til dåd og mobiliserer fans, vælgere og stemmer en efter en.

Et responsivt website, der er slagkraftigt.

En meget målrettet annoncestrategi, hvor de tager de samme cookie-greb i brug, som Radikale er så gode til.

En strategi, hvor de udnytter, at mange af deres appellerende ansigter kan revitaliseres på nettet – Karen Hækkerup, Mette Frederiksen, Christine Antorini, Henrik Sass, Nick Hækkerup, Kirsten Brosbøl m.fl. skal helt frem i bussen – på Twitter, Facebook, Instagram og Web-tv. Pronto.

rubrik

Hvad kommer vi til at se
Vi kommer ikke til at se Helle på Twitter. Desværre og heldigvis, fordi hun ikke ville være særlig god til det.

Vi kommer til at se et nyt slagkraftigt website fra S.

Og så kommer vi potentielt til at se Karen Hækkerup på Twitter, hvor hun træder lige ind og bliver en magtflytter fra begyndelsen.

Vi kommer til at se Helle svare mere og oppe sin Facebook-brug, men de 500.000 personer, hun potentielt når via Facebook, kommer ikke til at mærke hende i et digitalt tryk, der tænder deres indre campaigner.

Er S bagud, når Helle trykker på knappen, vil vi se en genspejling af valgkamp 2005, hvor Lykketoft var en enmandshær, der var hensat til at kommentere dårlige meningsmålinger, og S-kandidater, der hver især kæmper solokampe for deres mandater, mens Helle render rundt og smiler til pressen uden at tro på det for alvor – det kan blive grimt.

Får hun gang i sine mobilvideoer igen og tager det sociale seriøst, kan det blive det, der flytter de sidste stemmer.

Læs analysen af webstrategierne for Venstre, Dansk FolkepartiRadikale, Konservative, SF, Enhedslisten.

Benjamin Rud Elberth er digital (politisk) kommunikatør, rådgiver og digital chef i Geelmuyden Kiese samt aktiv med updates på de sociale medier.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club