Reklame plejede at være nemmere, men er mere interessant i dag

Claus Skytte,
forfatter og kreativ choker

I reklamebranchen kæmpes der om hver eneste luns. Annoncørerne fordeler deres opgaver mellem utallige underleverandører – på bekostning af effektivitet, kontinuitet og i sidste ende produktet. Men bureauerne ligger som de har redt, mener Claus Skytte, der samtidig peger på forbrugerne som løsningen.

I gamle dage var det meget lettere. Dengang var der tillid til autoriteterne. Man havde ikke så travlt, og der var ikke et virvar af underleverandører. Reklamebureauet var autoriteten, som lavede en film, tre annoncer, en outdoor-plakat plus en pressemeddelelse og en kasse med fem vareprøver.

Så var alt på skinner, og mediebureauet kunne skrue op eller ned for mediebudgettet, til målet var nået. Som kunde havde man kun kontakt til de samme mennesker på det samme reklamebureau, så alt kunne ordnes på én gang.

I dag har man ikke ét reklamebureau, man samarbejder med. I dag har man dusinvis af små bureauer: digitale bureauer, influencer-marketingbureauer, designbureauer, SoMe-bureauer, oplevelsesbaserede bureauer, eventbureauer og så videre. For ikke at nævne et utal af mediekroneoptimerende analysebureauer.

Derudover kommer så freelancerne, de projektansatte og alle de andre, som er løst tilknyttet hos leverandørerne og kunden selv. Ingen har rigtig det overordnede ansvar udover kunden selv.

Annoncøren er ikke kreativ selv og har derfor brug for en lille hær af kreative sparringspartnere, både internt og eksternt, hvilke alt for ofte er uenige og kæmper indbyrdes om at få mere magt i processen. Det gør alle underleverandørerne sådan set, for der er krise i branchen, og alle forsøger at bide den største luns af rovet.

Krisen kunne i øvrigt have været undgået, hvis reklamebureauerne ikke havde insisteret på at lave reklamefilm og annoncer, som mediebureauerne havde regnet sig frem til, var mest effektive at bruge. Hvis man i stedet havde sat sig ned og lokaliseret problemet først og herefter fundet frem til løsningen. Uden at skæve til de klassiske medieværktøjer.

Sådan gik det bare ikke i reklamebranchen, fordi der umiddelbart ikke var så mange penge i de nye muligheder som i de gamle. De måtte tænke på deres medarbejderes løn og dermed, hvor der var flest penge at tjene. Det kan man ikke klandre dem for.

Ikke desto mindre ligger reklamebureauerne, som de har redt, og derfor er det alles kamp mod alle. Og det bliver på bekostning af den effektive idé, der er blevet kampens første offer.

Derfor har annoncørerne ingen anden mulighed end at fordele opgaverne rundt mellem deres underleverandører, hvor de tvangsindlægges til at lytte til de gensidige beskyldninger om inkompetence leverandørerne imellem.

Men det er kun forbrugerne, der kan løse virksomhedens problemer. Ingen forbruger vil købe lidt ekstra af et produkt for at hjælpe virksomheden med at komme af med deres varer.

Til gengæld vil de gerne have hjælp til at få løst deres dagligdagsproblemer og få en lettere, billigere og bedre hverdag. Hvad kan man hjælpe forbrugerne med? Det er det eneste spørgsmål, der skal stilles.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning