Sådan slår du igennem i New York

Sofie Grue Haumann,
business activity manager hos Enversion

Klumme: Sofie Grue Haumann drømte om at arbejde i New York og tog afsted. Læs her hendes råd til at finde fodfæste – og måske et job – i The Big Apple.

Jeg ville ønske, at ovenstående var den perfekte titel til dette lille skriv. Men sådan ligger landet ikke helt. Der findes ikke en ’simple guide’ til at flytte til New York, få et job og opbygge et liv. Desværre.

Når jeg alligevel har besluttet at dele ud af mine erfaringer, er det fordi, jeg tror og håber, at nogle af jer måske kan bruge mine erfaringer til at få hul på drømmen om at bryde de vante vaner og flytte ud af lille Danmark.

Måske i en længere periode, måske bare et år eller to. Så læn dig tilbage, læs og forvent ikke en åbenbaring, men derimod nogle gode råd du (måske) ikke havde tænkt over.

Gode råd fra en ganske almindelig pige, der for knapt i to år siden rykkede teltpælene op og tog til New York. Uden job. Uden nogen ide om, hvad jeg skulle lave, men med en masse gå-på-mod i kufferten.

Det er sommeren 2016. Jeg står i Københavns Lufthavn med to kæmpe kufferter, der indeholder mere eller mindre hele mit liv. Et trygt og velkendt liv pakket ned i to tasker, der nu kører på et bånd mod New York – den store vide verden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave i New York!

Jeg er netop blevet færdig med min master fra CBS. Og nu tænker du måske, at det da så er et perfekt tidspunkt at tage afsted, og der må jeg stoppe dig. Vent ikke på det perfekte tidspunkt at tage afsted. Det kommer ikke dumpende i hovedet på dig.

Du skal beslutte dig for at gøre det, på trods af alle mulige ting du også kunne have gjort. Personligt har jeg i sommeren 2016 godt gang i en virksomhed sammen med min veninde og partner.

Vi kører virksomheden ved siden af specialet og har nu efterhånden skabt en god solid kundeskare. En kundeskare, der står og venter på, at vi går all in.

Men sådan bliver det ikke. Min kæreste kommer nemlig ind på en af verdens bedste arkitektskoler i New York, og jeg meddeler min partner, at jeg om to måneder flytter til New York.

Var jeg nervøs og usikker på, om det var den rigtige beslutning? Ja. Meget. Men jeg vidste, at det at bo i New York er noget, jeg altid har drømt om. Noget, jeg bare måtte gøre med en tro på, at mine muligheder i Danmark nok skulle være der, når jeg kom tilbage. Så jeg tog afsted.

Hvordan gjorde jeg det så – job i New York? Da jeg meldte ud, at jeg skulle til New York, blev jeg mødt med sætningen ”det er umuligt at få job i New York” fra stort set alle.

Og ja, det er tæt på umuligt, men lader du dig slå ud af det, er New York ikke en by for dig. Hvis du troede, der var konkurrence om de bedste job i Danmark, så gang lige det med 100, når du tager til New York.

Du konkurrerer med folk fra hele verden. Mod mennesker, der alle sammen har trodset ”det er umuligt at få job i New York”-sætningen og gjort det alligevel! Så hvordan gjorde de det?

Jeg er sikker på, de alle sammen har hver deres unikke historie. Jeg er dog også sikker på, at vi kan lære noget af hinanden. Derfor har jeg besluttet at dele ud af nogle af mine erfaringer, som jeg godt gad have vidst, før jeg tog afsted sidste sommer:

Skru op for charmen og tag ja-hatten på
For nu bare at sige det lige ud: Du får ikke et job i ‘verdens hovedstad’, hvis du ikke virkelig tror på dig selv, kæmper, også når du ikke kan mere, og bliver ved og bliver ved og bliver ved.

Nej-hatten bruger amerikanerne ikke, og du er på besøg i deres land, så blend ind, fremhæv alle dine gode sider og vær åben også over for folk, du måske ikke umiddelbart tror kan give dig noget i forhold til job – det er vejen frem i New York.

Overskrid dine grænser
Du skal skrive til folk, du ikke kender og folk du kender, men som du ikke har talt med i flere år. Du skal pakke din stolthed væk. Som en god veninde, der har været i samme situation som mig ganske rigtigt sagde: ”Jeg er sgu glad for, jeg ikke skal læse de mails, jeg skrev, da jeg prøvede at slå igennem i NY”.

Så sandt, som det er sagt. På godt gedigent jysk, så er det møgtræls at skrive til folk, du kun kender perifert og som aldrig svarer dig. Rigtig træls. Men du kommer over det, og du ved aldrig, hvem der svarer og ender med at blive et afgørende led i din jobsøgning.

Jeg har skrevet til folk, der aldrig svarede. Jeg har skrevet til CEOs, jeg ikke regnede med at høre fra, som svarede.

Sig ALDRIG nej til en kaffe
Du kommer til at drikke så meget kaffe, at du får ondt i maven! Men pludselig drikker du den ene kop, der ender med at give dig et job.

Kontakt folk, du kender meget perifert, som måske kender én, der kender én, der kender én – og vær ydmyg. Jeg kontaktede en pige, der bor i LA, som jeg har mødt én gang i byen.

Hun er veninde til min venindes veninde. Altså tredje led fra mig. Men andre ord én, jeg faktisk ikke kender. Men hun tog sig tid til at fortælle mig om sin proces, og det hjalp mig i forhold til, hvilket visum jeg skulle vælge at gå efter, og det er ikke nemt!

Så kort sagt: ingen relationer er for langt ude, når du skal gøre ‘det umulige’.

Vær direkte
Da jeg fik job, havde jeg været til en masse samtaler, hvor alle sagde ”du lyder rigtigt spændende og som en, der ville passe perfekt ind”. Rart at høre, og så alligevel ikke, når de på trods af rosende ord ikke ville ansætte mig med det samme, hvor jeg altså stod i New York og skulle have et visum på plads nu og ikke om fem minutter!

Efter nogle stykker af den slags samtaler, hørte jeg mig selv blive mere direkte til samtalerne. Klar og tydelig på, at ja, jeg skulle have et visum, men at jeg til gengæld kunne bidrage med unik viden om et skandinavisk marked/kultur, tage imod en lavere løn, indtil de havde set, hvad jeg kunne etc. etc.

Få styr på dine visum-muligheder
Jeg har valgt at sætte dette råd til sidst. Det kan virke mærkeligt, da det nok er noget af det vigtigste at forholde sig til, men da jeg skulle til New York, fik jeg hele tiden at vide, at visum nærmest er umuligt at få.

Det er rigtigt. Men det lykkes jo for nogen, så hvorfor ikke for dig? Jeg besluttede mig for, at det ikke skulle slå mig ud, når folk sagde sådan til mig. Og helt ærligt – det er en nødvendig beslutning, hvis du vil trodse oddsene og slå igennem i New York.

Der er helt vildt mange visummuligheder. De afhænger af dig og din unikke situation. Og husk! Du skal være kreativ med, hvilken kasse du potentielt kunne passe ind i. Steder at få hjælp er bl.a.: her og her.

Alle disse råd lyder måske simple, men sådan er det med så meget. Det er ikke svært at få en god idé – det er svært at få den idé ud over stepperne. Det samme gælder her. Det er ikke svært at snakke om alt det, man kan gøre. Det er svært, når man er træt, måske lidt genert, mæt af mennesker og for stolt at skrive til en CEO i en stor dansk international virksomhed.

Det er svært at skrue sig op til en kaffe med én, du aldrig har mødt, og svært at skrive til én, der måske aldrig svarer. Jeg fik et job, fordi jeg mødtes med en bekendts ven en onsdag aften, hvor jeg egentlig hellere ville slappe af.

En, jeg ikke kendte. En, der er 30 år ældre end mig. En, jeg bestemt ikke regnede med blev den afgørende faktor! Så mit råd er simpelt: Gør det nu, og vent ikke til i morgen – det bliver IKKE nemmere af at vente! Hvis du selv tror på det, skal du nok få overbevist andre om at gøre det samme. Pøj pøj!

Sofie Grue Haumann arbejdede i New York med sociale medier og influencer marketing for virksomheden Colangelo & Partners.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning