Jeg synes altid, det er overraskende og opløftende, når man ser noget arbejde, der ikke bare fortæller en ny historie, men udfordrer hele måden, vi fortæller historier på i vores branche.
Og som ikke bruger de vante kneb med at forsøge at få folk til at grine eller tage deres følelser som gidsel – men i stedet har som ambition at få folk til at stoppe op og tænke eller forundres.
Sådan havde jeg det, da jeg første gang så Volkswagens filmkavalkade ’The Fun Theory’.
Når man ser dem nu, virker de måske knap så overraskende og epokegørende, fordi grebet siden er blevet brugt mange gange. Men på det tidspunkt var der, så vidt jeg husker, en kollektiv kreativ krise i branchen, hvor velkendte formler (som fx sjove reklameuniverser) virkede forlorne, mens der på den anden side endnu ikke var fundet nye alternative veje.
The Fun Theory viste en sådan vej med en historie, der tog virkeligheden til hjælp og satte produktets usp’er i spil på en overraskende måde.
Den ville jeg ønske, at jeg havde lavet! Men jeg er taknemmelig for, at nogle andre gjorde det, så den kunne virke som inspiration og indgyde kreativt håb til vores industri.
En lignende begejstring for en helt ny måde at fortælle på har jeg heldigvis haft flere gange. Blandt andet synes jeg, at det var en lille genistreg, da Leo Burnett Chicago genskabte Van Goghs Soveværelse. Den ville jeg meget gerne have lavet!
Og så er jeg i øvrigt også begejstret for British Airways, der bruger teknologi til at fortælle en overraskende historie.
Herhjemme har jeg fornyligt været imponeret af Vices’ ’Like what you hate’, som jeg synes genial i sin enkle idé. Den er skabt for at bekæmpe sociale mediers ekkokamre og forener på den måde to af tidens tendenser: Purpose og do-vertising. Den ville jeg også gerne have lavet.
Men igen – jeg er glad for at nogle andre gjorde det, så det kan tjene som inspiration til alle os andre.
