Bureauleder: Sigtbarheden er et nøk mere tåget

Af Marianne Hjaltelin,
CEO & partner, Lead Agency

CEO i Lead Agency, Marianne Hjaltelin, svarer her på en række spørgsmål om bureaumarkedet.

Hvordan vil du beskrive bureaumarkedet det seneste år – bredt set?

På overfladen har der ikke været de helt store forskydninger på bureaumarkedet. Der er hverken de helt store væksteventyr eller det modsatte. Pendulet har måske svinget lidt mod in-housing, som det jo har det med at gøre hver 5.-7. år.

Men ingen driver bureau i dag uden at mærke dønningerne fra verden omkring os. Uanset om det handler om konkret eksponering og kunder, der bremser op eller skifter fokus, eller en generel bekymring, så sætter verdensuroen sig i strategierne og beslutningsmodet

Hvordan ser det næste år ud?

Vi er vant til kort sigtbarhed i den her branche. Det er ikke nyt. Men det føles ærligt talt et nøk mere tåget, end vi er vant til. Mellemøsten, handelsbarrierer, et USA på kogepunktet og sikkert noget helt andet i morgen. Vi planlægger med blyant og viskelæder for tiden. Så derfor tør jeg ikke rigtig sige noget skråsikkert om næste år. Andet end at både øre og blyant skal holdes spidse. 

Hvor ser du markedet bevæge sig hen de kommende år, hvis du kigger lidt længere frem?

Bureaudirektørundersøgelsen viser, at mange bureauledere drømmer om salg eller fusion. Det kan jeg godt forstå. Konsolidering kan være fristende i en tid med større krav til kompetencer og adgang til teknologi. Og i den usikre verdenssituation er der nok også en bureauejerleder eller to, der drømmer om et lukrativt exit fra ansvaret. Men vi må også være realister og erkende, at der er langt mellem de succesfulde fusioner og exiter i branchen. Det er ikke nemt at splejse kultur, kunder og kerneforretning sammen. Heller ikke selvom Excel-arket siger, det burde kunne lade sig gøre.

Hvad ser du som den største barriere ift. at øge væksten i dit bureau?

Så længe vores branche primært agerer som timeforretning, så handler vækst jo om at finde den rette balance mellem kundevolumen og personaleomkostninger. Den lineære sammenhæng er vi i fuld gang med at udfordre med en mere værdibaseret tilgang, hvor vi sammen med vores kunder identificerer de udfordringer, vi kan være med til at løse, finder den kreative løsning, og tager os betalt på en måde, som hænger direkte sammen med den værdi, vi skaber for kunderne. Med nogle kunder er den dialog let at tage. Andre er fortsat mere timeprisliste-fokuserede. 

Samtidig skal vi tage livtag med alle de effektiviseringsgevinster, som AI giver os og dermed muligheden for at flytte vores tid hen mod det, der faktisk gør en forskel. 

Hvordan tror du, at brugen af AI vil udvikle sig de kommende år?

Jeg hører til dem, der tror, at AI kommer til at ændre rigtig, rigtig meget – på områder, vi slet ikke kan forudse endnu. Og jeg tror, den største ledelsesudfordring de kommende år bliver at lægge sig strategisk rigtigt i den transformation, så vi ikke kommer til at bidrage til mere ligegyldigt, maskingenereret content, men bruger mulighederne klogt. Og finder ud af, hvad det betyder for vores eget værditilbud og interne kompetenceprofil.

Hvordan har du det selv som bureauleder – og hvad håber du for branchen?

Det er dejligt at se, at jeg ikke er alene om at være en glad bureauleder. Det er jo godt, at det er et generelt billede, og det mentale overskud håber jeg, vi som branche kan bruge til at skabe gode rammer for vores medarbejdere, så vi kan kombinere øget effektivitet og tilegnelse af nye kompetencer med den trivsel, jeg mener, er afgørende for at levere rådgivning af høj kvalitet til vores kunder. 

Klummen har tidligere været trykt i Bureaubiz’ rapport, BureauTrends, der udkom i september i år.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning