Lad det være slået fast med det samme. Jeg synes statsminister Mette Frederiksen holdt en fremragende tale i mandags.
Det var ikke blot en præsentation på et pressemøde med opdatering af det seneste og lancering af et par nye initiativer – det var en tale til nationen i den værste krise i nyere tid (og med nyere tid tænker jeg på de sidste 50 år).
Det var også en tale, der ifølge en retorik-professor tog hul på en emotionel mobilisering oven på den indledende.
I USA havde talen været henlagt til Det Ovale Kontor i primetime. I Danmark blev den afleveret på et pressemøde kl. 17.30. På den anden side er det måske rent kommunikativt bedre at aflevere talen på et pressemøde, hvor der gives plads til spørgsmål bagefter og i øvrigt gives flere informationer fra relevante myndigheder (selvom jeg må indrømme, at det føltes som noget af et antiklimaks at gå fra Mette Frederiksen til Magnus Heunicke).
Og så er der også noget, der tyder på, at et pressemøde kl. 17.30 en mandag aften følger alt andet end normale mønstre.
Seertallene var omkring 1,6 millioner, og kurven viser desuden, at der godt nok var nogle stykker, der kom lidt for sent, men derefter var opmærksomheden stabil under Mette Frederiksens tale.
Hvis du er gammel nok, så vil du måske tænke, at “er 1,6 mio. så meget?” Du kan måske huske, at der hvert år var et antal store seerhit, der rundede 2 millioner.
Men sådan er det ikke mere. 1,6 millioner er rigtig mange seere, og når det så endda er opnået kl. 17.30 en mandag aften, så er det i særklasse højt.
3 mio. så Dronningen
Godt nok er det langt fra pressemødet d. 17. marts, der blev efterfulgt af Dronningens helt ekstraordinære tale. Dronningens tale rundede et samlet seertal på eksorbitante 3 millioner, mens Mette Frederiksens pressemøde en time før nærmede sig 3 millioner.
Men under alle omstændigheder, så placerer et seertal på 1,6 millioner pressemødet på Top 10 listen over det seneste års mest sete programmer og er således udtryk for, at hun kom bredt ud med sit budskab.
Ud over at være en tale til nationen, så var den også et kommunikativt vovestykke – en ultimativ balancegang, hvor der er rigtig meget på spil.
Hun ville gerne give os alle et lys for enden af tunnelen, men at gøre det rummer en enorm risiko. Tænk blot på det første pressemøde, hvor hun sagde “der er ingen grund til at hamstre”. Hvorefter danskerne myldrede ud og hamstrede.
Hendes udgangspunkt var, at tallene lige nu giver grund til en forsigtig optimisme, men den kan sættes over styr på et splitsekund, hvis danskerne hører det som, at krisen er overstået.
Derfor var hun også nødt til at understrege både pisken og guleroden – med risiko for at komme til at fremstå noget skolemesteragtig: “Hvis I gør som jeg siger, så er der ekstra lørdagsslik.”
Efterfølgende er der da også mange, som har udtrykt nervøsitet for reaktionen, og at hun måske derfor bare skulle have holdt sin mund.
Der gik da heller ikke ret lang tid efter, at hun havde åbnet for muligheden for at begynde en åbning efter påske, før diskussionen om, hvad der så skal åbnes, var i fuld gang.
Der er rigtig mange ønsker, men hvis man hørte ordentlig efter, hvad der blev sagt, så bliver der tale om en meget langsom og kontrolleret åbning, så der er risiko for at mange bliver skuffede, når det går op for dem, at der går lang tid, før hverdagen vil ligne noget som helst normalt.
Diskussioner om, hvad der skal åbnes først, kan godt gøre én lidt i tvivl, om Mette Frederiksen har rakt os en lillefinger, og vi er i fuld gang med at tage hele armen.
Et mobiliseringsbudskab
På den anden side kan man indvende, at i modsætning til hamstrings-sagen, så er alvoren gået så meget op for langt de fleste af os, at vi rent faktisk nu hører, hvad der bliver sagt, og at vi netop har brug for at få at vide, at vores afsavn virker.
At det lille lys for enden af tunnelen motiverer os til at holde fast, og at det derfor var rigtigt kommunikativt at tænde lyset, så snart det kunne lade sig gøre.
Alternativet havde været at holde sin mund, indtil man havde helt styr på tallene og så gå på talerstolen og meddele planen for en langsom åbning.
Men det ville så være meget mere envejskommunikation. Her inddrager Mette Frederiksen os i overvejelserne.
“Jeg er nervøs for at sige dette – men nu gør jeg det alligevel” som hun selv udtrykte det.
Der er også andre hensyn. De økonomiske konsekvenser tegner til at blive enorme – og muligvis meget større end nogen af os har fattet endnu.
Der er røster, som er begyndt at opstille regnestykker og peger på problemerne ved nedlukningen. Vel og mærke ikke kun folk ude på fløjene. F.eks. har tidligere Novo Nordisk direktør, Lars Rebien Sørensen, givet et interview i Jyllands-Posten, hvor han taler om den problemstilling.
At tænde et lille forsigtigt lys for enden af tunnelen er også en måde at adressere den diskussion.
Mette Frederiksen står med ansvaret for at afbalancere nogle hidtil usete dilemmaer og træffe nogle vidtrækkende beslutninger, hvor det eneste sikre er, at de alle har enorme negative konsekvenser. Spørgsmålet er alene, hvilke konsekvenser, der er værst.
Og det skal hun så samtidig kommunikere på en måde, så vi alle både lytter og handler, som vi bør. For hvis hun fejler med kommunikationen, risikerer det hele at blive meget værre.
Professor emeritus i retorik, Christian Kock, sagde forleden I Hjernekassen på P1, at hun efter at have haft mere fokus på formidling i den første kommunikation, så mente han, at hun i mandags skruede lidt mere op for den emotionelle mobilisering af publikum. Han mente, det var en rigtig udvikling.
Vi håber han har ret – og at Mette Frederiksen fik lavet en tale, der lykkes med både at mobilisere os og sikrer, at vi ikke sætter de foreløbige resultater over styr.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
