Det er min oplevelse, at vores branche er fyldt med herligt tænkende, kreative mennesker, som alle har en ting til fælles: Et lille spøgelse af usikkerhed, der indimellem står i vejen for at udkomme med det, vi drømmer om. Det er som at have en usynlig håndbremse, der trækker, når vi forsøger at accelerere mod vores mål.
Der er selvfølgelig nogle, der lyksaligt er havnet i gunstige miljøer, hvor egoet har det som en kat i en solstribe, og budgetter og tillid stiger. Det modsatte af en ond cirkel. Deres skrøbelighed udfordres først i modgang.
Der findes selvfølgelig også enkelte stærke, frie personligheder, som har så stabil en grundstamme, at de ikke lider af den slags – og ærligt, så har de typisk forladt reklamebranchen.
Udadtil er de fleste kreative stolte af deres arbejde og fortæller gerne bredt om egne meritter. LinkedIn er en stor dåse ananas, hvor vi forsøger mere eller mindre subtilt at gøre opmærksom på, hvordan vi holder os inspirerede, aktuelle og relevante.
Er du overhovedet dygtig nok?
Men i private samtaler oplever jeg, at de fleste enten ikke føler sig kreativt stimulerede og oftest vokaliserer udfordringer som ”ikke modige kunder”, ”kedelige opgaver”, ”en chef der ikke giver plads” osv. Når jeg lytter godt efter, hører jeg dog en anden stemme i baggrunden. Den der mumler, at man selv nok heller ikke er dygtig nok til at skride fra den inkompetente chef, udfordre de ikke-modige-kunder eller helt skifte branche og illustrere børnebøger, skrive digte, eller hvad der nu er ens kreative drøm.
Jeg kan hundrede procent selv spejle mig i dette. I over tyve år arbejdede jeg i den forkerte stilling i reklamebranchen, fordi jeg ikke havde modet til at flytte over på den rigtige plads. Der hvor min hjerne og hjerte hører hjemme. Mine indre dæmoner havde travlt med at hviske, at jeg nok ikke var så kreativ endda, eller at andre i hvert fald ikke ville kunne forstå mine ideer.
Hvorfor er denne usikkerhed mere udtalt blandt kreative?
At skabe noget, er – uanset hvor fagligt baseret den er – også en personlig proces. At skulle fremvise noget, man har skabt, for andre, er en sårbar situation. Man blotter sig og skal kunne tåle kritik. En kritik, der er ”on the spot”, typisk foran et publikum og som kommer anderledes tæt på hjertet, end den mere løbende evaluering man modtager som projektleder eller konsulent.
Kreativ navigation
Måske fordi jeg tænkte mere som en kreativ, var en af mine spidskompetencer i mine mange år som projektleder/account manager at navigere i det farvand, der er mellem krævende kunder og sårbare kreative. At kæmpe for de kreatives ideer overfor kunder, at stille svære spørgsmål til kunders briefinger for at sikre optimale rammer for den kreative proces og slutteligt at videreformidle kundens (eller egen) kritik som konstruktiv feedback i en form, der ikke var ødelæggende for det kreative ego.
På nogle af de større bureauer, hvor skyttegravskrigen mellem kreativ- og kontaktafdeling var på sit højeste, var det en udmattende proces, for enkelte følsomme, kreative egoer udtrykker sig i en mere hårdtslående facon, der emmer af ufravigelige principper og stor selvtillid. Penismålinger på daglig basis var hverdagskost, og jeg skal hilse og sige, at sådan en skal man være varsom med at træde midt imellem.
Lige så overfølsom en kreativ kan virke, lige så ufølsom kan en kontaktperson eller kunde fremstå, når fremvisning af en idé, der har kostet blod, sved og tårer at udvikle, bliver mødt med en lad ligegyldighed eller kølig nedladenhed. Den slags, der lukker for en god dialog.
Tilbage til selvværdet
Hvis nogen møder vores arbejde med kritik, også den urimelige af slagsen, er det vores selvværd, der reagerer ukonstruktivt. Hvis vi tror på vores grundlæggende evne til at forstå indsigter og behov og ud fra disse udvikle ideer og koncepter, der kan røre eller flytte mennesker, er det nemmere at kapere, at vi også indimellem kan misforstå nogen eller ramme ”en skævert”, uden det smadrer alt. En ”forkert” idé er faktisk sjældent ubrugelig. Den har måske været nødvendig for at fremtvinge en ny samtale i teamet eller med kunden om nogle indsigter eller problemstillinger, der ellers ikke var blevet belyst.
Vi skal turde sige noget, som vi ellers frygter, andre synes er dumt. De mellemregninger der opstår i kølvandet på alle de afveje og sjove indfald, vi får i udviklingsfasen, er livsnødvendige for at nå i mål. Kører vi det ”safe” og siger kun det, vi ved vinder indpas i mødelokalet, udfrier vi aldrig de kreative ambitioner, vi bærer rundt på, og som dybest set er den benzin, der driver vores indre værk.
“Nå, men fra i dag af har jeg så bare bedre selvværd…”
Det er lettere sagt end gjort at beslutte sig for bedre selvværd, men man kan øve sig i det. Jeg øver mig ved at tænke aktivt over det. I gamle dage kunne jeg finde på at tænke: ”Hvad ville en mand gøre?”. Det er heldigvis en bedaget og unuanceret tankegang, der slet ikke er brugbar. Ikke mindst fordi de mænd, jeg spejlede mig i dengang, tilhørte det føromtalte mere koleriske segment, hvis ego kunne blive direkte eksplosivt og som kunne tromle et rum ned så hårdt, at der ikke var luft til alternative retninger.
I dag bruger jeg en visualiseringsmetode, hvor mit liv er en roman, som jeg har hovedrollen i. Hovedpersonen er en slags drømmeudgave af mig selv. Hende der træffer de gode beslutninger, som tør mere og som er en succes. Jeg tænker derfor nærmere: Hvad ville Drømme-Hilda gøre? Og når noget ikke går, som jeg havde håbet, visualiserer jeg, at det er et lille kapitel i min roman, der leder til et næste vigtigere et. Det giver mig lidt mere indre ro og tro på mig selv og mine ideer.
På en kreativ festival for nylig, sagde en keynote-taler, at hvis man finder sin egen stemme, vil ens målgruppe selv finde en. Det lyder banalt, men det kan være sundt at minde sig selv om. At hellere tiltrække det rette publikum med ens unikke kompetencer end omforme sig for at passe til en bestemt målgruppe.
Jeg aner ikke, om det er brugbart for andre, men måske det kan inspirere til lidt mere selvkærlighed – også i det svære kreative rum.
