Af Hanne Feldthus, brandingekspert
Billede: Istock. Seattle soldater blev sat ind ved Capitol Hill.

Klumme: Stormløbet på kongressen var chokerende, men det er afbrændingen af en Mette Frederiksen-dukke også. Det svinske miljø på de sociale medier har fatale konsekvenser for enkeltindivider, men også for selve vores demokrati. Kan annoncørerne virkelig blive ved med at betale for det?

Søndag d. 24 januar diskuterede chefredaktørerne i Presselogen på TV2 News deres mediers forhold til – og brug af de sociale medier. Det må siges at være fem minutter over tolv jf. de seneste ugers begivenheder i USA.

I dag kan vi alle se, hvor farlig den tidligere amerikanske præsidents vedholdende konspirationsteorier om valgsvindel har været og stadig er. I uskøn samdrægtighed med QAnon, vaccineskeptikere og sølvpapirshatte i almindelighed har han pisket en giftig stemning op, som er fatalt på alle planer.

Men det er jo ikke kun i USA, at det forholder sig sådan. Chefredaktørerne indrømmede, at de skærper deres rubrikker, når deres indhold bliver kanaliseret over på SOME-platforme. For at skabe engagement, som undskyldningen lød. Læs: flere kliks og kommentarer.

De indrømmede også, hvad alle ved, at de skriver historier om store og små shitstorme på de sociale medier. Det er jo en del af virkeligheden, som den næste undskyldning lød.

Lad mig tilføje, at det bliver de i hvert fald, når shitstormene opnår national dækning i de journalistiske medier. Det er et mediekredsløb uden ende.

Debatten herhjemme flyder over med svinske udfald og trusler på liv og helbred, og flere debattører melder sig ud. Ethvert indlæg om værdipolitik, identitetspolitik, feminisme, racisme, #MeeToo og corona-restriktioner får internet-krigerne til at fare i flint og gå over gevind.

Som en uhyggelig optakt til den lettere undvigende debat i Presselogen, havde en flok vanvittige danskere lørdag aften brændt en dukke af i en lygtepæl. Dukken forestillede Mette Frederiksen og var forsynet med en utilsløret dødstrussel. De rasende demonstranter var angiveligt rasende over corona-nedlukningen. Den dramatiske begivenhed undlod man til min store forbløffelse helt at behandle i programmet.

Hvem dukkeafbrænderne mere præcist er, kan man ikke få at vide, men de finder hinanden på Facebook.

Nu er det, jeg spørger, om det ikke er på tide, at annoncører og medierådgivere tager stilling til, hvad deres rolle i dette pøbelvælde er?

Uden annoncekroner var der intet Facebook, intet Youtube, ingen sociale medier. Har man som annoncør lyst til at finansiere medieplatforme, som ultimativt fører frem til en opførsel, der mest af alt minder om radikaliserede islamisters modus operandi? Her i Danmark? Udført af leverpostejsdanskere, som sikkert både er døbt og konfirmeret i den kristne tro?

Har man som annoncør virkelig lyst til, at ens brand skal optræde side om side med kommentarer, som polariserer, splitter, nedgør og truer ikke bare enkeltindivider, men selve vores demokrati og sikkerhed?

Jamen, jamen, jamen kan jeg allerede nu høre. Jamen vi er nødt til at være, hvor kunderne er. Vi mister konkurrenceevne, hvis vi ikke er der. Vi kan ikke sælge vores varer uden de sociale medier.

Og ja, det er et dilemma, men jeg må minde om, at det faktisk er alvor det her. I fire år har vi henholdsvis måbet og moret os over Donald Trumps ageren på Twitter. Alt imens vi gjorde det, opbyggede han dag for dag en tilhængerskare, som ikke bare lunede sig ved hans daglige fuck-finger til det etablerede system, men også udviklede sig til en voldelig hob.

Annoncørerne må være deres ansvar bevidst, men det må de danske medier også. De har oven i købet fælles interesser, for hvis medierne evnede at trække brugerne hjem til sig selv, kunne de genvinde nogen af de annoncekroner, som de har mistet til de uredigerede platforme.

Ord betyder noget, de skaber vores opfattelse af virkeligheden, hvis vi nogensinde har været i tvivl om det, så er det slut efter stormløbet på kongressen. Trump har skabt en parallel virkelighed, som er fuldkommen ugenkendelig for fakta-tjekkere, domstole, videnskabsfolk og den sunde fornuft. Alligevel tror millioner af amerikanere på den.

Det gør de ikke mindst, fordi de sociale mediers algoritmer altid favoriserer de indlæg, som skaber flest likes, delinger og kommentarer. Og det er med undtagelse af katte-videoer altid budskaber, som vækker harme og indignation.

Hele verden er fanget i den fælde. Politikerne virker totalt handlingslammede og har indtil nu ikke formået at gøre noget ved det. Tværtimod har de udviklet sig til storforbrugere af SOME. Medierne viderekolporterer alt, hvad der tiltrækker sig opmærksomhed på nettet, og annoncørerne betaler villigt for det hele.

Det skræmmer livet af mig, og jeg er tilsyneladende ikke alene. Mandag d. 25.1 kan man i Jyllands-Posten læse, at flere undersøgelser viser, at de unge er begyndt at holde op med at blande sig i den brutale holdningsbaserede debat. De opfatter det både som spild af tid og som stærkt ubehageligt. Det er det eneste opløftende, jeg kan sige om denne sag. Til gengæld kan lige præcis den tendens måske få nogen beslutningstagere til at tænke sig om.

Lad mig afslutningsvis understrege, at det eneste sociale medie, jeg er på, er det fredelige LinkedIn. Det er otte år, siden jeg lukkede min Facebook-profil, og jeg lever fortrinligt uden.

”Tænk på alt det, du går glip af,” siger folk. ”Ja, tænk engang”, svarer jeg med fuldkommen ro i sindet.

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club