For fire år siden stod Bill Clinton på den store scene i Cannes Festivalpalæet og sagde til de forbløffede reklamefolk: ”I call upon the creative community to help us make a better world.”
Det var samme år, hvor det virkelig slog igennem, at man kunne arbejde med et højere mål for øje end blot en flad vittighed om en produktfordel.
I det hele taget var det enormt inspirerende, og det har sat sig sine spor i det creative community og blandt annoncørerne. Det, der dengang var nyt, er i dag ved at blive mainstream.
Man taler nu helt naturligt om purpose-marketing og arbejder i tilgift med at give reklame nytteværdi, som for eksempel dette års store vinder, Volvo Life paint, der giver en ny dimension til Volvos brand value, sikkerhed, ved at få cykler og cyklister til at lyse op i mørket. Det er brandet utility, som vil noget.
Udviklingen viser noget om, hvor meget kraft der er i at samle 10 – 12.000 reklamefolk og annoncører fra hele verden på et sted i en uge. Inspirationen flyder, og tingene udvikler sig.
Tynd kop te
Derfor var det så meget desto mere ærgerligt, at det faglige indhold på Cannes Lions Festivalen i år var en tynd kop te uden retning og mål og med. Efter min mening var det mestendels spil af tid.
Alt for mange af seminarholderne havde intet på hjerte, og i stedet for at blive hjemme havde de invitereret en kendt. Ja, du læste rigtigt, vi sejlede rundt i kendte mennesker med marginal eller ingen tilknytning til vores fag. De blev stillet spørgsmål om reklame og branding, de ikke kunne svare på, hvorfor de talte om sig selv.
Jeg nævner i flæng: Celebrity-kokken Jamie Oliver, DJ og multikunstner Pharrel Willimans, Bill Clintons tidligere elskerinde Monica Lewinsky, trommeslageren Lars Ulrich, realitystjernen Kim Kardashian og klimaforkæmperen Al Gore.
Alle disse mennesker har selvsagt en kolossal X-factor og tiltrak da også hobevis af reklamefolk, der måtte stå i kø i timevis for at komme ind og se de celebre stjerner. Men skuffet blev man, lidt ligesom med en overskrift på en artikel på nettet, der er designet til at booste nysgerrigheden, men hvis indhold ikke kan leve op til forventningen.
Og hvis man ikke skulle høre på en kendt, måtte man alt for mange gange lægge øre til trivialiteter.
Hvad mener du for eksempel om en cognitiv neuroscientist, der med stor alvor redegør for, at man skal kreere sit budskab, så det kan huskes, at man skal placere budskabet i den rette kontekst, og at man skal fortælle det som en god historie?
Det kan vist ikke gå for at være en nyhed i vores verden, men han forskede også mest i at få læger og flypersonale til at ændre adfærd.
Husk timesedler
Det canadiske bureau, 123 West, som på få år et blevet et af Canadas bedste, diverterede med tilsvarende ligegyldigheder ved under et foredrag om at åbne sit eget bureau, at oplyse, at man skal huske at ansætte en bogholder og lave sine timesedler, så man ikke går konkurs.
DDBs globale kreative chef, Amir Kassaei, talte under den lovende overskrift: ”Do this or die” om hvad, der i en verden under evig forandring, aldrig ændrer sig, eller rettere det var meningen, at han skulle have talt om det.
I stedet gik han på scenen og meddelte, at han var midt i en personlig krise og ikke rigtig havde forberedt sig. Derefter gik han over til at harcelere over, at reklamefolk kun ville vinde priser og ikke tænkte på at sælge varer. Måske han skulle have sendt en anden.
Sådan kunne jeg blive ved, men jeg skal spare læserne for flere hårrejsende banaliteter. I stedet vil jeg i løbet af de næste par dage vende tilbage med de højdepunkter, der trods alt var at finde, hvis man kiggede godt efter.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk
