Stendød Grøn Tuborg

Poul Mikkelsen,
brand & designbureauet Revue

Klumme: Læs Poul Mikkelsens uforbeholdne mening om det nye design på Grøn Tuborg. Se både det nye og det gamle design her.

Hvor meget sjæl kan en dygtig grafiker hive ud af en øl-etiket?
Hvor irrelevant kan man gøre et produkt med få midler?
Hvordan slår man et ikonisk produkt ihjel mest effektivt?
Kan man få en fornuftig pris for et ølprodukt, der ligner en billig-øl?

Tror dagens datatænkende marketingfolk, at vejen til de unges hjerter er simpelhed?
Har de, der forvalter Tuborgs arv, overhovedet forstået den?

Får begreber som hjerte og sjæl i design dem til at ryste på hovedet?
Har de gået en tur i de danske købstæder og set, hvad der drikkes på de frække barer?
Har de bemærket opblomstringen af lokale ølmærker, særligt hos unge?

Et mordforsøg på Peter Wibroe eller blot et systematisk selvmord
Det startede med udskiftningen af GrønTuborgs geniale pay-off

’Hvad er det der gør livet grønnere’ til den noget mindre elegante ’Selvfølgelig’.
Siden fulgte et fuldstændig malplaceret feministisk opgør med Gulddamen på Guld Tuborg. Formentlig drevet af mangel på humor og mentalt overskud. Grafikeren, der har varetaget ydmygelsen af Grøn Tuborg, mener selv, at han har lagt stien for et designsprog, der kan gennemføres på tværs af Tuborgs produkter.

Så hvad bliver det næste?
Ja, Rød Tuborg ligger vel lige for. Dog vil sætningen ’Fra før verden gik af lave’, forekomme lidt skinger i forhold til et afpillet brutalt design i stil med det nye grønne. Og Tuborgs juleøl må få det til at klø i fingrene på ham og hans passer.

Jeg kan ikke lade være med at sende Peter en kærlig tanke. Dette renaissance menneske, der var så dygtig og med så udviklet en sans for, hvordan man skabte produkter og design, der blev en levende værdifuld del af folks liv.

Jeg tror også, Peter ville have justeret designet hen af vejen, men han ville aldrig have flået hjertet ud af brandet. Og hvis han gjorde det, så ville han give det et nyt og bedre.
Jeg er bevidst om, at de kreative uddannelser har haft det svært i mange år. Og her ser man resultatet. En slags akademisk regnearksdesign, hvor man bilder sig ind, at man kan give et produkt sjælelig dybde ved at fjerne personlighed, nuancer og musikalitet.

Det bliver spændende at se om man på Tuborg, som man gjorde på Carlsberg, tænker at gennemføre en slags designmæssig Gajol-æske logik, hvor man af hensyn til et nærmest OCD-agtigt behov for ensartethed i hyldespejlet, systematisk vil forfladige de ret fine folkelige designtraditioner som ellers altid har karakteriseret Tuborg. Tænk, hvad vores grafiker her ville kunne gøre ved en Classic.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning