Sydbank har i flere år gjort sig store anstrengelser for at positionere sig som banken for de virksomheder, som er rygraden i dansk erhvervsliv. Film efter film med portrætter af mindre og mellemstore virksomheder kører i en lind strøm over skærmen på TV2 News.
Torsdag d. 25. august kunne man i Jyllands-Posten læse, at det går rigtig godt med det. Erhvervskunderne fylder mere og mere i bankens bøger, uden at det dog direkte tilskrives kampagnen i den artikel.
Skidt med det, det er under alle omstændigheder en god anledning til at rose den fremragende kampagne.
I en tid hvor taktiske kampagner er det dominerende indtryk fra reklamefladen, og hvor B2B-kampagner er lige så flommefede af floskler, som de altid har været, er det opmuntrende, at en bank bryder lydmuren med en vedkommende brandingkampagne.
Oven i købet en generøs en af slagsen. I stedet for bevidstløst at fremhæve bankens rådgivning, giver Sydbank virksomheder, der normalt kører under radaren, fordi de er for små til at gøre opmærksom på sig selv, en plads i mediebilledet.
Vi hører om champignoner, potteplanter, byggematerialer, økologisk undertøj, transport, oxygen og hvad ved jeg. Vi ser dedikerede virksomhedsledere – som regel fra familievirksomheder – med klare værdier og en stolthed over, hvad de har at tilbyde verden.
Det kan kun bidrage til deres succes at være med i kampagnen, hvilket i sidste ende sjovt nok også er godt for banken.
Som seere bliver vi klogere på, hvad der foregår i det, som banken kalder rygraden af dansk erhvervsliv. Banken ophæver tilmed den evindelige politisering af land versus by. Her er der ingen, som skammer sig over at komme fra provinsen, og ingen peger fingre af de københavnske saloner. Tværtimod er der udsyn og eksport.
Set fra det perspektiv kan kampagnen nærmest betragtes, som et bidrag til den danske sammenhængskraft, som Støjberg og statsministeren konkurrerer om at flå fra hinanden med deres polariserende retorik.
De virksomheder, som normalt kun optræder som tal i en statistik over, hvor stor en del af det danske bruttonationalprodukt, der kommer fra en skov af mindre foretagender, får en tiltrængt, kompetent stemme.
Jeg forestiller mig, at bankens kunder står i kø for at være med i kampagnen, for det er faktisk et godt tilbud, selvom det ikke præsenteres som sådan. Mon ikke også kundernes ansatte går på arbejde med særlig ret ryg, når de har set deres arbejdsplads på tv.
Når kampagnen tilmed afvikles med et stramt og genkendeligt koncept, en karakteristisk, behagelig lydside og et hav af eksekveringer, må jeg tilstå, at jeg bliver helt misundelig. Og det sker efterhånden meget sjældent.
Da kampagnen blev lanceret, husker jeg flere kritiske artikler, hvor der blev stillet spørgsmål ved, om en sådan kampagne kunne virke. På det tidspunkt kunne man endnu ikke se nogen effekt, men sådan er det med brandingkampagner. De skal have tid til at sætte sig.
Tid som de færreste synes at have nu om stunder, men som Sydbank nu ”tilsyneladende” bliver belønnet for at have haft. Jeg ærgrer mig over at skrive tilsyneladende, men føler mig forpligtet til det, da jeg selvsagt ikke kan vide, hvor stor en ære kampagnen har for bankens vækst i erhvervskunder. De ved det sikkert heller ikke selv, for den slags har det med at undslippe regnearkenes konkreter.
Under alle omstændigheder burde kampagnen være pligtstof for på alle skoler, hvor man underviser i, hvordan man kan skrue en kampagne sammen, så den tilgodeser både annoncøren og annoncørens kunder samtidig med, at den på sin egen stilfærdige måde bliver vedkommende for os alle sammen ved at udstille det kunstige skel, visse politikere positionerer sig på at fremelske.
Det er intet mindre end elegant.
