I sidste uge uddelte True Award, som Producentforeningen står bag, sine årlige priser, og skal man tage vinderlisten for pålydende, så er The Unicorns film, Life, for Læger uden grænser årets bedste film.
I hvert fald var det den film, der blev hædret med årets Grand Prix.
Hvis du som læser af denne klumme aner et forbehold, så er det ganske rigtigt. Ikke fordi der er noget galt med filmen – dette er ikke en kritik af den – men fordi der er det besynderlige, at filmen faktisk ikke vandt den del af konkurrencen, hvor den blev bedømt. Det viser sig nemlig, at årets Grand Prix kun blev nr. 3 i kategorien for film over 60 sekunder, hvor den stillede op.
Kald det bare nørderi, men jeg har oplevet det fænomen i awards enkelte gange før i de mange år, hvor jeg har fulgt branchen, og jeg har hver gang undret mig over, hvordan en film eller arbejde, der bliver slået af andre i den relevante kategori alligevel kan løftes op som den bedste. I dette tilfælde var der f.eks. to andre film i kategorien for mere end 60 sekunder lange film, der var bedre.
I min verden er det eneste logiske, at Grand Prix’en skal findes blandt årets vindere.
Man kan muligvis finde en forklaring i dette tilfælde ved, at Life-filmen vandt i to håndværkskategorier – for bedste klipning og bedste lyddesign – og da juryen i henhold til True Award hjemmesiden kan vælge Grand Prix’en blandt alle indstillinger, så har den relativt frit slag.
Det kan også være, at juryen bedømmer de håndværksmæssige kvaliteter lige så højt som de kreative, og det kan man da bestemt se som anerkendelsesværdigt. Specielt når det er Producentforeningen, der står bag prisen.
Jeg synes bare ikke valget bliver mere overbevisende, når man dykker dybere ned i formuleringerne af de enkelte kategorier.
Life-filmen blev som nævnt nr. 3 i kategorien film over 60 sekunder. Her blev den slået af &Co.’s Hjelm-film for Rådet for Sikker Trafik og TV 2’s promotion, Streakers Paradise.
Hertil kom en 3. plads i Instruktør-konkurrencen, hvor den blev slået af igen &Co.’s Hjelm-film samt en Parkinson-film lavet af New Land.
Hertil kom så bedste klipning og bedste lyddesign.
Men kigger man på formuleringerne af de forskellige kategorier, så lyder de således:
Film over 60 sek.:
Vinderfilmen i denne kategori er den TV, bio- eller online film over 60 sekunder, der samlet har det højeste niveau på idé og eksekvering (min fremhævning).
The True Director:
I denne kategori vil juryen vurdere, hvordan og hvor godt, den kreative opgave er løst set i lyset af instruktørens vision. Dette vil inkludere den måde, hvorpå de håndværksmæssige produktionselementer (min fremhævning) er blevet brugt til at bringe visionen til live.
The True Editor:
I denne kategori vil juryen se på innovation, teknik og æstetik i klippearbejdet og vurdere, i hvor høj grad sammensætningen af klip har indvirket på, at filmen som helhed fremstår vellykket.
Alle aspekter af filmens klip overvejes, herunder timing, tempo, visuel dynamik, dialog dynamik, lyd integration og generel storytelling.
The True Sound Designer:
Filmmusik er undtaget i denne kategori. Kategorien dækker det øvrige lydunivers i en film – lydkulissen inkl. lydeffekter og stumper af musik, men ikke egentlig musik. Juryen kigger på den kreative brug af lyddesign i filmen samt den tekniske kunnen i optagelse og mix. Juryen vil se på sammensætningen af klip og lyddesign, og vurdere i hvor høj grad, dette har indvirket på, at filmen som helhed fremstår vellykket.
For at en film skal vinde i kategorien over 60 sekunder, så skal den altså været på det højeste niveau både på ide og eksekvering. Og når det gælder instruktøren, så ses der på, hvordan de håndværksmæssige produktionselementer er blevet brugt.
I begge tilfælde kigges der altså bredt på filmen – ikke kun på ideen. Og i begge tilfælde blev Life-filmen altså kun nr. 3.
Det må betyde at Life-filmens klipning og lyddesign er så uovertruffent, at det slår alt andet.
Personligt har jeg svært ved at se logikken. Hvis det gjorde det, så burde filmen vel også vinde både sin kategori og som bedste instruktør.
Så kan man selvfølgelig spørge, om lidt mangel på logik betyder så meget, at det ligefrem er værd at skrive en klumme om. Og det er da også et rimeligt spørgsmål.
Men branchen går – og har altid gået – meget op i awards. Der bruges faktisk rigtig mange penge på dem, og man kan sige, at de er et udstillingsvindue.
Og så er det vel ikke ligegyldigt, hvad man placerer i det.
True Award fremhæver selv, at det er den eneste award, der udelukkende er fokuseret på reklamefilm, så en Grand Prix her må kunne betragtes som årets bedste film.
Der kommer meget sjældent konsensus om vinderne – de er alle dage blevet mødt med blandede holdninger. Man kan være uenig i juryens valg, men det er mere en smagsdiskussion. I dette tilfælde er det juryens egne præmisser, der kan skabe undren, fordi der mangler konsistens.
Vi har efter udgivelsen af klummen, modtaget følgende kommentar fra True Award:
”I år havde vi fornøjelsen af et virkelig bredt vinderfelt til forskel fra andre år. Det gav nogle gode diskussioner om, hvilken film, der havde gjort mest indtryk – ikke kun på matematikken, men på hele følelsesregistret. Hvilken film, der havde gjort et indtryk, og blev siddende i kroppen. I MSF-LIFE er håndværket specielt bærende i en grad, hvor det var nærmest fysisk mærkbart. Den vandt også the TRUE editor og the TRUE sound design, som har en stor betydning for filmens impact. Endelig var juryen begejstret for måden, hvorpå filmen fornyer genren,” siger juryforperson, Markus Ahlm – EDC hos McCann samt partner hos Colony.
