Af Hanne Feldthus, planner og brandingekspert
Toppen af Poppen

Klumme: Det handler om personlighedens betydning for det kreative output. Det handler om at undersøge det sted, hvor tingene ikke er under kontrol, men heller ikke totalt kaos. Det ved professor i sociologi Hartmut Rosa noget om, skriver Hanne Feldthus i denne klumme.

I min omgangskreds er jeg lettere til grin, fordi jeg elsker at se TV2’s program ”Toppen af poppen”, hvor forskellige danske artister fortolker hinandens sange i en slags master class, hvor de også deler små bidder af livs- og karriereerfaringer.

Så vidt jeg forstår på mine venner, mener de, at det er pinligt, at jeg ikke har en mere avanceret musiksmag end de popnumre, som programmet er bygget op om. Måske handler det også om, at artisterne (og jeg) ind imellem sidder med tårer i øjnene over en særlig følsom fortolkning.

Det kan jeg ikke tage mig af. For mig handler Toppen af poppen nemlig ikke om musik, men om at studere, hvor afgørende artistens personlighed er for det kreative output.

Jeg finder det dybt fascinerende at høre et hit blive kørt igennem en anden kunstners sind, sjæl og musikalske talent og komme ud i en helt anden udgave på den anden side.

Og jeg finder det ligeså fascinerende at være vidne til det mod, som de enkelte kunstnere udviser, når de tager et etableret hit og gør det til noget helt andet lige foran den person, der er det kunstneriske ophav til den oprindelige udgave.

Det, som foregår i det program, er nærmest det stik modsatte af, hvad der foregår i erhvervslivet, hvor de ansatte uvægeligt kommer til at ligne hinanden.

Som nyansat kommer man ind ad døren som den, man nu er. Herefter tager man bestik af kulturen og begynder at rette ind. Man uddannes sikkert i at overtage virksomhedens værdier. Man kultiveres af chefer og kollegaer og finder ud af, hvad der god tone, og hvad man skal holde for sig selv. Som årene går, slibes kanterne af ens personlighed, og man tænker, taler og synes det samme som de andre.

Det kommer der ikke meget nytænkning ud af. Man bliver blind for det, som en udefrakommende ville undre sig over.

Det er, som bekendt, her bureauer og andre konsulenter kommer ind i billedet. Vi kommer forhåbentligt med nogle specifikke kompetencer, men vi kommer nok så meget med det undrende blik udefra. Samt vores personlighed, hvis vi ellers har undgået at overgive os til konformiteten.

Derfor er originaler så vigtige for vores branche. Vi er ikke kunstnere, men vi bør ligge et sted midt imellem det ensrettede erhvervsliv og det modige liv som artist, hvor man bringer sig selv, sit talent og sin livserfaring i spil i sit værk – læs kampagne.

Her kan vi lære noget af den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa, som i mere end 10 år har undersøgt, hvad acceleration betyder for fremmedgørelse og senere modsætningen, som i hans optik er resonans. Resonans i form af de særlige øjeblikke i livet, hvor magien opstår, og man føler sig forbundet med et andet menneske, naturen eller et kunstværk.

Det er meget sjældent, at et brand opnår resonans med sine kunder, og hvis jeg læser Rosa rigtig, er det, fordi alle på salgssiden er besatte af at opnå kontrol over dem, der skal købe. Der kan aldrig opstå resonans, når man kæmper for at opnå kontrol.

Resonans opnår man kun, når man lader sig kalde på. Altså bringer sig i en tilstand, hvor man kan lytte, se og opfange de subtile signaler, som omverdenen udsender. Når man tager imod det uventede. Han bruger snevejr som et letforståeligt eksempel. Børn og barnlige sjæle bliver lykkelige over det uventede snevejr, som tillader leg og sport.

Resonans kan på den anden side ikke opstå i totalt kaos. Går snevejret amok, er det ikke så sjovt længere. Rosa anbefaler derfor, at man søger det halvkontrollerbare.

Måske er det på grund af det halvkontrollerbare, at jeg er så fascineret af Toppen af poppen. Jeg kender det oprindelige popnummer. Jeg kender den kunstner, som skal give det sine egen fortolkning, men jeg aner ikke, hvad der kommer ud af den cocktail. Nogen gange lykkes det kunstneren at få taget til at lette, andre gange er det en middelmådig oplevelse, der ikke efterlader sig spor.

Og sådan er det. Der er ingen garanti for resonans. Rosa giver en kostelig beskrivelse af den moderne krydstogtsturist, som rejser ud for at opleve resonans, men nægter at give køb på sin bekvemmelighed og sikkerhed, og som vil have mest muligt for sine penge, hvorfor turisten overgiver sig til et nøje tilrettelagt skema over et par uger.

Det kommer der aldrig resonans ud af, ligesom han beskriver, hvordan det er umuligt at indkapsle resonans ved at tage et snapshot med sin smartphone. Tværtimod gør man ved den handling motivet til et aggressionspunkt og går glip af magien.

Han beskriver, hvordan vi i vores iver efter at opnå kontrol med alting gør alting til aggressionspunkter. Ikke mindst os selv. Vi måler vores skridt, puls, blodtryk og kvaliteten af vores søvn, hvorved vores krop bliver til et aggressionspunkt, og vi mister evnen til at lytte til dens naturlige signaler.

Nu spørger jeg, om der er nogen derude, der kan fornemme, hvor meget de går glip af ved at gøre forbrugerne til aggressionspunkter? Hvor meget der går tabt i de automatiseringsregimer, som angiveligt skal give forbrugeren lige det forbrugeren har brug for, når forbrugeren har brug for det, men som i mindst 96,7% af tilfældene rammer ved siden af skiven.

Nu ved jeg godt, at jeg rammer panden mod muren til et ekkokammer, som ikke er mit. Hvis man kan opnå en konverteringsrate på 3,3, kan man vist godt være tilfreds med sig selv.

Min pointe er bare, at alle virksomheder, der higer efter at skabe et stærkt brand, er tvunget til at give slip og kaste sig ud i det halvkontrollerbare med kampagner, som er skabt af originalt tænkende personligheder, som kan lytte og få andre til at lytte til dem.

I den forbindelse må jeg på det varmeste anbefale alle at se Toppen af poppen og læse to af Rosas bøger, som begge er overkommelige i størrelse:

”Acceleration og fremmedgørelse” af Hartmut Rosa. Hans Reitzels Forlag 2014. 117 sider.

”Det ukontrollerbare” af Hartmut Rosa. Forlaget Eksistens 2020. 99 sider.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club