Ugens udvalgte: Autotune er her, der og alle vegne

Paul Hertz,
Strat. planner, Hertzlig.dk

Det er fredag og endda 1. april, og dagens indslag – en ”ode til hjernen” – kan virke i den lette ende af skalaen. Og dog – for hvem siger, videnskab behøver være kedeligt?

Efter hvad der kan synes som års indespærring i en absurd parallelvirkelighed, sluttede X-faktor endelig i sidste uge. Igen fandt showet en vinder, som måske kan synge og blive en stor stjerne.

Måske fordi showet efter sigende gør heftig brug af et software kaldet autotune, som så at sige korrigerer de optrædendes stemmer, så det lyder som om, de synger mere rent, end de nødvendigvis naturligt gør.

Autotune har dog også en anden udbredelse, hvor det i stedet for X-faktors “udglattende effekt”, bruges til at give en særlig kunstnerisk effekt.

Det første eksempel på udtalt brug af autotune er vist Chers nummer Believe fra 1998, som ifølge Wikipedia ligefrem gav autotune tilnavnet “Cher Effect”. Siden har autotune gået sejrsgang og høres i dag hos mange musikere på hitlisterne.

Derudover bruges autotune i stor stil til at lave musik ud af tilfældige lydklip fra tv eller interviews med politikere. På Internet findes tusindvis af eksempler på mere eller mindre vellykket og seriøs brug af autotune.

De bedste eksempler bliver til virale fænomener som eksempelvis “The Bed Intruder Song” (http://knowyourmeme.com/memes/antoine-dodson-bed-intruder), der hærgede Nettet et par måneder sidste år. Bed Intruder endte med at udkomme på iTunes, og hovedpersonen Antoine Dodson fik lov at optræde live til en hip hop prisuddeling. Så bliver det vel ikke større.

Herhjemme kan vi også være med. Op til klimatopmødet i 2009 blev Connie Hedegaard udsat for autotune af Chapper og Pharphar i den miljøpolitiske sang “Op på beatet” (http://www.youtube.com/watch?v=CxZ0NQe4CE4).

Og tilsyneladende rykker grænserne for, hvad autotune kan bruges til, sig hele tiden. I hvert fald har websitet The Symphony of Science (http://www.symphonyofscience.com/) sat sig for at præsentere os for videnskab og filosofi i musikalsk form. En slags autotune TED Talks.

Det er om ikke andet ret interessant, og efter sigende skulle vi mennesker jo have nemmere ved at lære ting, hvis de bliver sunget – tænk bare på alfabetet. Så hvis den seneste video, der handler om vores hjerne lagrer sig ligeså godt som ABC, er der måske virkelig noget at arbejde med. Se, lyt og lær om hjernen med autotune: http://www.youtube.com/watch?v=JB7jSFeVz1U

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning