Ugens udvalgte: Både talent og lederskab handler om mennesker

Paul Hertz,
Strat. planner, Hertzlig.dk

I går kom Berlingske Nyhedsmagasins årlige ”Talent 100” nummer, hvor man kan møde landets mest lovende, lyse hoveder. Men hvad er egentlig et talent, hvordan opstår det, og hvad får det til at blomstre op?

En af pointerne i Claus Buhls bog “Talent” fra 2010 handler om misforholdet mellem det at få løst en opgave hurtigt og få løst den bedst muligt. Buhl argumenterer for, at de mest talentfulde mennesker ofte er dem, der skal bruge lang tid og mange forsøg på at løse en opgave. Noget der står i skarp kontrast til tidens krav om at komme hurtigere fra tanke til handling, være effektiv, løsningsorienteret og så videre.

I “Talent” giver Buhl talrige eksempler på store talenter fra eksempelvis sportens verden, der ikke fra naturens hånd bare er udstyret med gudsbenådede medfødte evner, men som gennem hårdt arbejde langsomt og stædigt har trænet sig op til at blive blandt verdens bedste.

Ofte ved at udfordre eller nytænke de “nemme” måder at gøre tingene på. Ikke nødvendigvis fordi der er noget galt med at gøre det nemme, men fordi den hurtige løsning ikke altid er den, der gør den største forskel.

Parallellen til kommunikation og markedsføring ligger ligefor. Den nemme og hurtige løsning løser måske nok problemet og tilbyder den symptombehandling, der efterspørges her og nu.

Men den langsomme og svære løsning er oftere mere langtidsholdbar, den evner måske endda at tage fat på et virkelige problem og viser sig derfor mere lønsom i længden.

Buhls bog er fra sidste år, men jeg kom til at tænke på den, da jeg forleden hørte “Leadership Consultant” Ram Charan fortælle om, hvordan det vigtigste i moderne ledelse er at glemme tallene og sætte mennesker først.

En leder skal først og fremmest se sig selv som den, der hjælper sine medarbejdere med at se og indløse deres potentiale.

I et indlæg på Big Think fortæller Charan, hvordan den gode leder er ham eller hende, der evner at give slip på selve problemløsningen og i stedet fokuserer på, hvordan han får andre til at løse problemerne for sig.

Derfor skal lederen kende sine medarbejdere og bruge tid på at finde ud af, hvad deres særlige talent er, så han kan udløse en ekstraordinær indsats.

Det er ikke sikkert, Buhl og Charan vil kunne blive helt enige om mål og midler, men hver for sig giver de nogle interessante bud på, hvordan ikke mindst kreative virksomheder kan og bør dyrke såvel ledelse som talent. Og det handler heldigvis ikke kun om høje lønninger, en fantastisk frokostordning og masser af fryns, men også om at lære hinanden at kende og skabe god energi i hverdagen.

Hør Ram Charan fortælle her: http://bigthink.com/ramcharan, og læs en kort introduktion til Claus Buhls bog her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvordan-har-du-talent-for-kommunikation

Ugens udvalgte fra sidste uge: Skal man spørge en ekspert…..

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning