“Altid på”-trenden er dømt ude masser af gange. Ikke desto mindre er mere end hver anden ny mobiltelefon en smartphone, som tillader sin ejer at være på det meste af tiden. Er verden af lave, eller oplever vi netop nu et paradigmeskifte, hvor vi skal til at lære, at den virkelige og digitale verden hænger sammen?
I bogen “Årgang 2012”, der udkom for ganske nylig, fortæller Søren Schultz Hansen med afsæt i et større feltstudie blandt danske unge, hvordan den digitale og fysiske verden er på vej til at smelte sammen.
Årgang 2012 er den første generation, der ikke har oplevet en verden uden Internet. De er med Søren Schultz Hansens ord tæt på at være cyborgs, fordi mobiltelefonen i praksis nærmest er vokset sammen med kroppen – en cyborg er en blanding af mennesker og maskiner, som det kendes fra storfilmene om RoboCop og Terminator.
Mobiltelefonen er en uundværlig del af de unges påklædning og en forudsætning for at kunne (over)leve socialt. Den er også på vej til at blive en af de væsentligste redskaber i deres identitetsdannelse, som foregår simultant i den fysiske og den digitale verden.
Lidt provokerende har Søren Schultz Hansen i et interview på P1 sagt, at der er tale om overgreb, hvis forældre forbyder deres teenagebørn at bruge mobiltelefonen under aftensmaden, fordi man derved afskærer dem fra deres netværk.
Med andre ord skal vi nok vænne os til, at begreber som samvær og nærvær dækker bredere end de mennesker, du sidder i stue med. Identitetsskabelse er ikke længere noget, der primært sker i den fysiske verden og i det direkte samvær med andre mennesker. Den finder i ligeså høj grad sted i den virtuelle verden, og på den måde ender vi måske alle som en slags cyborgs.
Det bør egentlig ikke komme bag på nogen. For hånden på hjertet – er vi andre så meget bedre, når vi tjekker mails under møder, fortæller vores Facebook-venner hvor kedelig konferencen er lige nu, kvidrer om en fantastisk kampagne vi har været med til at lave eller deler løbeturen på LinkedIn?
Vi gør det, fordi vi gerne vil fortælle vores netværk, hvem vi er, og hvad vi interesserer os for. Samtidig kan det at blive delt i real time være værdiskabende for såvel afsender og modtager, som for det objekt der bliver delt. En statusopdatering fra “verdens bedste foredrag” med et billede af foredragsholderen er fantastisk reklame.
Det er ikke så længe siden kameratelefoner var bandlyst til visse koncerter – i dag opfordrer stjerner, der er bevidste om de sociale mediers magt, ligefrem publikum til at optage deres shows og dele dem med vennerne. På samme måde er det i stigende grad blevet acceptabelt, at folk tager billeder eller ligefrem optager passager på video med deres telefon under foredrag.
Om alle disse forhold har været direkte inspirationskilde til den happening det såkaldte “prank collective” Improv Everywhere for et par uger siden gennemførte på den kreative konference GEL i New York, er uvist. Til gengæld er det ganske vist, at spøgefuglene i Improv Everywhere på underholdende vis med sang og musik får leveret en hel del sandheder om vores stigende behov for at delagtiggøre andre i, hvad vi foretager os. Syng med her: http://www.youtube.com/watch?v=soAk3F0wX9s&
Hør P1s interview med Søren Schultz Hansen: http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2011/04/30/102845.htm
