Universalnøglen til mere forretning

Lasse Nygaard Christensen,
CEO i Nordlid

Når vi bruger al vores data til at lære vores kunder at kende i dybden, så står vi med universalnøglen til at skabe langvarig vækst. Det skriver CEO i Nordlid, Lasse Nygaard Christensen i denne klumme.

Uanset branche, industri, størrelse af virksomhed, servicetype eller det produkt, som din virksomhed sælger. Uanset om du er en dansk eller international virksomhed, om du er i finans eller om du er en mindre håndværker eller global produktionsvirksomhed, så er der en universalnøgle til at skabe mere forretning.  

En nøgle, der kan virke så banal, at mange overser vigtigheden.  En nøgle, som hvis vi prøvede den af på os selv, så ville vi sige: ‘Ja selvfølgelig!’. En nøgle, der med 100 % garanti skaber længerevarende kunderelationer med alle de positive økonomiske konsekvenser, der følger med.  

Det er så simpelt: Jo bedre du kender dine kunder, desto bedre kan du skabe loyalitet og maksimere dit forretningspotentiale.   

Selv i vores egen reklamebranche har vi analyser, der måler, hvor gode vi er til at forstå vores kunders forretning.

Effekten af at kende sine kunder indgående, er en sandhed, som vi alle kender. Og som du måske også har prøvet, når du selv er kunde? 

Bankrådgiveren, som forstår dig, din livssituation og som kan rådgive dig personligt. Eller fornemmelsen af at ringe til et callcenter, hvor du troede, at alle ville kende dit navn på grund af alle de oplevelser, du har sammen med dem. 

Eller den restaurant – I know, men prøv nu at huske følelsen af før corona – som du har spist på flere gange. Her føler du dig velkommen, fordi de kender dig. Det betyder alverden. Og det får dig måske til at komme igen og igen.

At kende sine kunder i dybden, og bruge denne indsigt til at levere de rette oplevelser, det skaber loyalitet. Og så bliver ‘drikkepengene’ altså hurtigt lidt større.  

At kende dine kunder indgående er universalnøglen til mere forretning. Det kan virke banalt at sige, men i en digitaliseret verden er det en sandhed, som har ramt alle virksomhedstyper. 

Kunderne er mere illoyale end nogensinde før. Og de skifter gerne brands, hvis de kan spejde noget bedre i horisonten.

Men det er svært at afvise dem, der kender dig og dine præferencer, for som før nævnt: Jo bedre du kender dine kunder, desto bedre kan du skabe stærke kunderelationer, mindre churn, øge krydssalg og skabe personaliserede og relevante kundeoplevelser. At kende dine kunder er og bliver universalnøglen til mere forretning.  

I vores digitale tidsalder, hvor vi drukner i data, men søger indsigt, skulle man mene, at vi som virksomheder har alle muligheder for at forstå vores kunder, tilpasse vores leverancer, vores services og vores kommunikation. At vi oprigtigt forsøger at forstå vores kunder, så kunderelationen bliver stærkere og vi kan høste alle de positive forretningsmæssige konsekvenser af dette.

Men det kræver ressourcer, for det er ikke nok bare at forstå. Vi skal også bruge den indsamlede viden til at skabe kreative og differentierende oplevelser.  

Jeg har i de sidste mange år haft fornøjelsen af at bruge tid sammen med både danske og internationale virksomheder, når de har forsøgt at bringe 1. parts data tættere på deres kunder. Først da CRM var det nye hot og Salesforce var noget mærkeligt noget i skyen, til marketing automation blev det nye sort, længe inden Gartner havde en Magic Quadrant på området.

Men også da vi alle rendte rundt og talte om, at marketing ville blive den største IT-indkøber på markedet. Da DMP var det, der skulle hjælpe os alle og nu hvor CDP bølgen skyller ind over.

Alle disse løsninger er og var på en eller anden måde et forsøg på at bringe data tættere på indsigt og konvertere indsigten til en kundeoplevelse, der på en eller anden måde kan differentiere os i markedet.  

Jeg tror på at vi som mennesker, qua den verden som vi nu lever i, har et kæmpe behov for at føle os set, hørt og forstået. Og fordi der er så meget informationsstøj, så vil dem, der formår at kunne levere på det behov, have en kæmpe konkurrencefordel.

At bygge stærke kunderelationer med sine kunder er et kæmpe uudnyttet konkurrenceparameter, som rigtig mange virksomheder har svært ved at få til at ske i virkeligheden.  

Vi har set på alle de kunder, vi har arbejdet sammen med igennem de sidste 10 år. Set på dem, der har været succesfulde og dem, som har fejlet. Den indsigt har vi brugt til at udvikle og forfine en metode, der kan frigøre virksomheder fra den spændetrøje, de sidder fast i. Så de kan bruge deres data til at forstå deres kunder, levere kreative integrerede kundeoplevelser og derigennem skabe stærkere og mere profitable kunderelationer.  

Kernen er nemlig: Når vi bruger al vores data til at lære vores kunder at kende i dybden, så står vi med universalnøglen til at skabe langvarig vækst. 

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning