EU rumler for tiden med vaccinepligt. Nogle lande har allerede indført det, men der er vi ikke, siger Mette F, selvom vi kæmper med at få de sidste borgere med på vaccinevognen.
Statsministerens tålmodighed er tydeligvis ved at slippe op, og hun skærper gang på gang retorikken, selvom al forskning viser, at det er direkte kontraproduktivt.
Her er det, at jeg ikke kan lade være med at filosofere over, hvor magtfulde ord er. Læserne kan sikkert huske den forrige socialdemokratiske regerings forslag om en ‘betalingsring’, der år tilbage skulle have været lagt rundt om København for at bringe trængslen og luftforureningen ned. Det kom der som bekendt ikke nogen god løsning på. Og folk holder i kø som aldrig før.
Projektet kom forkert fra start, da der ikke er meget appel i en betalingsring. Et ord som fokuserer på det negative i stedet for de fordele, man ville få ud af det.
Nu er vi her så igen. Ord som pligt og tvang hænger og dirrer i luften, og er der noget, som kan få ethvert frihedselskende menneske inklusiv overtegnede til at fare i flint, er det lige præcis de ord. Det er myndigheder mod borgerne.
Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har lanceret corona-vaccinerne som et solidaritetsprojekt. Et ord som Socialdemokratiet og fagbevægelsen har bygget hele deres eksistensberettigelse på, og som derfor burde ligge lige for.
Hope-forskningen har oven i købet vist, at borgere, der har taget imod vaccinen, først og fremmest har gjort det for fællesskabets skyld. Altså for at være solidariske.
Hvis vi havde lært at tale om vaccinerne som solidaritetsvacciner, havde det været åbenlyst, at vaccinerne er et fælles projekt, hvis mål er, at vi kan få vores normale liv tilbage. At cafeer, restauranter og værtshuse kan holde åbent, at festivaler og koncerter kan lade musikken spille, og vi kan holde julefrokoster og nytårsfester som i gamle dage.
Hvis vi fra begyndelsen havde kaldt det solidaritetsvacciner, ville nægterne have været pinligt klar over, at de er usolidariske, når de ikke tager vaccinen. Og der er faktisk ikke ret mange mennesker, som bryder sig om at være usolidariske.
Det kan godt være, at sådan noget som samfundssind er et lidt for abstrakt begreb for udvalgte unge og nægterne fra Vestegnen, men de fleste vil trods alt gerne være solidariske med deres naboer, kollegaer og ejeren af den cafe, de plejer at komme på.
I dag kan vi ikke rigtig tale med nægterne om deres adfærd, fordi det er et personligt anliggende, hvor de kan forsvare sig med, at de er unge og raske og ikke risikerer at blive syge. Deres personlige regnestykke over fordele og ulemper falder derfor ud til at afvise. Det bliver hurtigt en pinlig samtale, og de fleste, jeg kender, undgår den slags konversationer.
Var vaccinerne lanceret som solidaritetsvacciner, ville vi ikke behøve at sige noget. Det ville simpelthen ligge i luften, at nægternes egoisme går ud over dem, som de normalt er solidariske med, fordi de risikerer at blive lukket ned og sendt hjem.
Sjovt nok er venstrefløjen og fagbevægelsen stærkt berøringsangste overfor solidaritetsprincippet lige på dette område. De er tilsyneladende bange for deres egen skygge og stærke fortalere for, at folk jo bare kan lade sig teste. Med de nuværende smittetal synes det at være en virkelighedsfjern strategi.
Jeg er med på, at det er svært at ændre retorik midt i kampens hede, men måske kan det lade sig gøre. Det er da værd at prøve. Ideen er hermed givet videre til myndighederne og deres reklamebureauer. Ganske gratis, som en solidarisk handling.
