I gamle dage, og det er såmænd ikke så længe siden, behøvede sportsfolk ikke på samme måde at tænke på discipliner som kommunikation og markedsføring. Livet som sportsstjerne var lettere og mindre kompliceret.
I dag er pengene meget større og interesserne bag sportsikonet – sponsorerne – skal være sikre på, at deres dyrt indkøbte sportsstjerne også forlener virksomheden og dens produkter med de værdier, som de ønsker at associeres med.
Der er næppe nogen tvivl om, at “folkets” overbærenhed og tålmodighed med en køn og succesombrust sportsstjerne rækker meget længere, end hvis der havde været tale om en grå og i folkelig henseende ukendt erhvervsmand.
Caroline Wozniacki har ikke alene sat mange penge ind på sin personlige sparebog, hun har også i vid udstrækning “foret” sin goodwill-konto ved at blive nationens tennis-kæledægge.
De fleste danskere holder af Caroline Wozniacki og er stolte af hende. Hun er formentlig den dansker, der har nået længst på den internationale tennis-scene, og det går naturligvis ikke ubemærket hen i et lille land som Danmark. Medierne har lagt kilometervis af spaltemillimeter og timevis af sendetid til at dække fænomenet.
Med andre ord er tolerancen som udgangspunkt stor, men efter min mening er den langt fra grænseløs.
Når Caroline Wozniacki stiller op til en kamp med en synlig hviderussisk diktator i kulissen, så accepterer hun at blive brugt politisk. Nu er der blot den hage ved netop Hviderusland, at de fleste danskere ikke rigtig er up-to-date med uhyrlighederne der. Vi har ingen stærke følelser imod præsidenten, som de færreste dårligt kender navnet på.
Havde Caroline Wozniacki stillet op til en tennisturnering i Libyen, hvor Gaddafi var vært, ville hun i højere grad have leget med ilden eller mere præcist med folke-opinionen. Gaddafi kan vi relatere til. Ham kan vi ikke lide. Hvis hun ved at deltage i en turnering der havde blåstemplet og billiget regimet, kunne det have gået grueligt galt. Så havde der virkelig have været tale om et fejl-judgement hos Caroline og hendes rådgivere.
Alligevel skal Caroline Wozniacki passe på. Hun skal tænke sig om, når hun accepterer at stille op i en turnering, for hendes deltagelse vil hurtigt kunne tolkes som en accept af et givent regime.
En stor del af Caroline Wozniackis indtægter kommer fra sponsorer, som er meget ømme om deres renommé. Hvis et ikon går hen og bliver en belastning for et brand er vedkommende færdig. Det skete fornylig for en kendt modedesigner, som omgående blev fritstillet, da han havde udtalt sig positivt om Hitler. Det skete også for Tiger Woods, da hans seksuelle eskapader blev for meget for hans mainstream sponsorer.
I tilfældet Hvide Rusland har Caroline Wozniacki afgjort været oppe at røre ved nogle grænser, og jeg er sikker på, at vandene deler sig. Nogle vil mene, at hun er gået for vidt og burde have trukket sig fra turneringen. Andre vil mene, at sport og politik ikke hænger sammen. En tredje gruppering har slet ikke tænkt nogle af disse tanker. Jeg er bange for, at det er den største gruppe, fordi forholdene i Hvide Rusland står så relativt uskarpt i bevidstheden hos gennemsnitsdanskeren.
Al erfaring siger, at politik og sport i høj grad hænger sammen på trods af ønsket om det modsatte, fordi sporten afkræver så megen mediebevågenhed, at den udgør en perfekt medieplatform for politikere og andre som ønsker at udbrede deres budskaber eller ønsker at skabe goodwill omkring egen person og synspunkter.
For mig at se, er det utroligt vigtigt for Caroline Wozniacki, at hun omgiver sig med en dygtig kommunikationsrådgiver, fordi “butikken Wozniacki” forlængst er gået hen og er blevet en to-cifret millionforretning. Over halvdelen af omsætningen kan forsvinde fra den ene dag til den anden, hvis Caroline Wozniacki dummer sig “big time”.
I den konkrete situation med Alexander Lukashenko har “hyggekampen” måske ikke været planlagt, men der er ingen tvivl om, at en koldsindig rådgiver vil kunne hjælpe Caroline Wozniacki med at styre uden om de værste faldgruber. Netop fordi verden og situationer ikke altid er sort/hvide, kan det være af afgørende betydning at have en dygtig rådgiver ved sin side.
Man kan i øvrigt anlægge en ren cost-benefit betragtning og spørge sig selv – hvor meget fik Caroline Wozniacki ud af at stille op til “hygge-kampen”? Næppe noget positivt – så hvorfor løbe risikoen overhovedet?
Og hvorfor i det hele taget komme i en kommunikativ defensiv, blot fordi diverse sagsforløb ikke er tænkt igennem. Wozniacki-teamets reaktion på kritikken er et udtryk for manglende refleksion over forskellige mulige scenarier og er derfor også et udtryk for amatørisme, når det drejer sig om at forsvare det væsentligste aktiv, de har – nemlig Caroline Wozniacki brandet.
Et andet aspekt ved at blive coachet af en kompetent kommunikationsrådgiver ville være at gøre Caroline Wozniacki til en mere underholdende stjerne. Derved kunne hendes egen brand-value og indtjening øges betragtelig.
Kronprins Frederik lærte lektien og ansatte en rådgiver. Det kommer Caroline Wozniacki og andre stjerner på hendes niveau også til før eller siden. Også her vil der finde en professionalisering sted.
