Konxion udvider igen, igen

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Nordjyske Konxion opkøber nyt bureau med tidligere Google-profil i spidsen.

I forrige ude bragte Bureaubiz nyheden om, at marketingbureauet Konxion overtog 40 kundeforhold fra konsulent- og udviklingsbureauet Combine. I denne uge kom så nyheden om en ny fusion med Aarhus-bureauet Hapiday. Nu udvider aalborgensiske Konxion igen forretningen med opkøbet af Adwords-bureauet aDNA.

Opkøbet er et resultat af en øget efterspørgsel inden for Google Adwords.

”Vi har om nogen været fortalere for, at markedsføring skal kunne måles og omsættes til konkrete KPI’er, online såvel som offline. Det er der heldigvis mange, der har fået øjnene op for, hvilket gør, at vi igennem længere tid har været på udkig efter at tilføre vores medieteam endnu flere muskler,” siger administrerende direktør hos Konxion, Thomas Thomsen.

Han fortsætter:

”Derfor er vi enormt stolte over, at vi nu er nået til enighed med aDNA om et opkøb, der blandt andet betyder, at vi tilfører vores hold nogle kompetencer, der gør, at vi er blandt landets stærkeste i klassen.”

Manden bag aDNA, Heine Bager Chortsen, der i øvrigt har en fortid hos Google som kampagnespecialist, glæder sig over opkøbet:

”Da muligheden for at indgå i deres (Konxion, red.) rivende udvikling opstod, var det meget naturligt at lade Konxion overtage aDNA. Med den øgede mængde data, der efterhånden skal holdes styr på, er det en fordel at være en del af en større organisation med data på tværs af de mange forskellige platforme. Derudover har bureauet en størrelse, der giver mig plads til et solidt vingefang, og til at fokusere endnu mere på at skabe de bedste løsninger for kunden.”

Alle ansatte i aDNA følger med over i Konxion og skal nu være med til udvikle medieplatforme samt sætte fokus på automatisering af interne processer og systemer på tværs af afdelinger.

Konxion beskæftiger nu over 45 ansatte og har – foruden hovedsædet i Aalborg – kontor i både Aarhus og København.