Kreative fra &Co. bag AI-fotoudstilling

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De to kreative Sally Trier og Jacob Benjovitz vil gerne give det kunstige en mere ægte og mærkbar kontekst. Se her, hvor og hvornår udstillingen er åben.

Det er ikke usædvanligt, at kreative har en hobby. Faktisk er en hobby et effektivt middel til at fastholde originaliteten og til at modvirke udbrændthed, har bestyrelsesformand for Creative Circle Dorte Nielsen, tidligere sagt til Bureaubiz.

Man kan også sige, at de to kreative hos &Co., Sally Trier og Jacob Benjovitz, har et hobbyprojekt og endda et af slagsen, som de går offentligt ud med.

De er nemlig gået sammen med produktionsbureauet Stonefire om en AI-fotoudstilling.

Fotoudstillingen, der har fået navnet: Dage der ikke findes, er en hyldest til det uvirkelige, og alt det der aldrig har fundet sted, skriver de i en pressemeddelelse. Det skal forstås bogstaveligt, fordi alt er skabt med kunstig intelligens. Og så skal det også forstås som en tematisk rettesnor gennem udstillingen, siger Jacob Benjovitz:

“Vi mente, det var vigtigt at prøve at fortælle en historie udover det faktum, at alt er AI. Vi vil gerne give billederne mere dybde end blot deres tilblivelse.”

Det er Stonefire, der lægger lokaler til udstillingen, som åbner den 26. april – på den tidligere Store Bededag. Sally Trier siger:

“Det er superfedt at få lov til at udstille det, der hovedsageligt bliver set på digitalt. Nu giver vi det kunstige en mere ægte og mærkbar kontekst.”

Alle fotos i udstillingen leger med beskuernes virkelighedsforståelse ved at
balancere mellem det ægte og det imaginære. Det er derfor også en pointe i åbningsdagen, som for føste gang i 2024 “ikke tilhører virkeligheden længere”, som der står i pressemeddelelsen.

Fra Stonefire er det medstifter og executive producer Allan Stenild og instruktør Simon Ladefoged, der har samarbejdet med de to kreative om udstillingen. Dage der ikke findes er den første event i produktionsselskabets nye lokaler, som man udover at bruge som ramme for produktionsselskabet, også vil bruge som galleri og generelt samlingssted for kreativitet.

“Vi er utroligt glade for nu også at kunne skabe oplevelser og en fernisering som denne
sammen med to så stærke kreative kræfter som Sally og Jacob, som samtidig fungerer
som åbning af vores livslange drøm om at skabe et hub, der samler kreativitet.
Vi har flere projekter undervejs, som alle på hver sin vis hylder kreativiteten,” siger Allan
Stenild.

‘Dage der ikke findes’ kan ses – og værker kan købes – d. 26. april fra klokken 16-23 hos Stonefire i Borgergade 91, 1300 Kbh K. Der er fri adgang for alle.

Der vil være musisk indslag fra Univers, drikkevarer fra Depanneur og alle indtægter fra
salg af værker og limited merchandise i samarbejde med Neutral Tiger Cotton går
ubeskåret til Læger uden Grænsers arbejde.