Kvindelige ledere er bedst til bundlinje, mandlige til vækst

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det siger Henrik Jensens analyse over 352 bureauer på det danske marked. Tanja Klie Rubow forklarer, hvorfor hun prioriterer bundlinje frem for vækst – selvom hendes bureau ligger over gennemsnittet på begge faktorer.

I sidste uge kom fem kvindelige ledere med deres bud på, hvad god ledelse er og om hvilken type ledelse, medarbejderne stiller krav til.

Udgangspunktet var bl.a. en analyse fra Ballisager, der konkluderer, at kvinder vurderes som bedre ledere end mænd. Der var dog bred enighed om, at det ikke handler så meget om mænd og kvinder som om kvindelige og mandlige værdier, for de fem kvinder mener, at det er brug for begge typer værdier for at skabe god ledelse overfor medarbejderne.

For aktiemarkederne handler det om at tjene penge og skabe vækst, men ifølge Henrik Jensen, adm. direktør i Brandse & Co, som har forsket en del i bureauers økonomi, starter det også hos medarbejderne.

”Vi ved, hvad der driver vækst og bundlinje. Det er, hvis du kan tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, for så vil din kundetilfredshed stige. Og når kundetilfredsheden stiger, vil dine kunder blive mere loyale, og bureauet vil have lettere ved at tiltrække nye kunder. Konsekvensen af det er højere vækst og bedre bundlinje end konkurrenterne. Den sammenhæng kaldes også den tredobbelte bundlinje.”

Betyder det så overhovedet noget om en kvinde eller en mand står i spidsen for et bureau?

Henrik Jensen har kigget på de økonomiske nøgletal som overskudsgrad og vækst hos 352 bureauer på det danske marked (se faktaboks nederst).

Først skal vi lige have på plads, hvor mange kvindelige topledere der er på det danske bureaumarked.

Ifølge Henrik Jensens analyse har 21 pct. af de danske bureauer en kvindelig topleder. Det er hos kommunikationsbureauer (33 pct.) og designbureauer (32 pct.), at andelen af kvindelige topledere er størst. Næstefter kommer reklamebureauer med 26 pct.

Tendensen er, at jo større bureau desto lavere andel af kvindelige topchefer. Kigger man derfor på, hvor mange medarbejdere, der arbejder på et bureau med en kvindelig topchef, er det kun 15 pct. 

I de 74 bureauer, der har en kvindelig topleder, var overskudsgraden 13,6 pct., mens bureauer med mandlige topledere havde en overskudsgrad på 12,2 pct.

I de 278 bureauer, der har en mandlig topleder, var væksten i 2022 på 18,9 pct., mens bureauer med en kvindelig topleder havde en vækst på 10,9 pct.

”Tallene peger på, at bureauer med kvindelige topledere er bedst til bundlinje, mens bureauer med mandlige topledere er bedst til vækst,” siger Henrik Jensen.

Essensen er et bureau, der altid har været ejet og drevet af kvinder. I 2022 havde bureauet en overskudsgrad på 15 pct. og en vækst på 21 pct. Men direktør og partner, Tanja Klie Rubow fortæller, at man altid har prioriteret solide bundlinjeresultater over vækst.

“Vækst i sig selv er ikke interessant for os. Vi er interesserede i at lave godt design til vores kunder og skabe en god arbejdsplads for vores ansatte. For min partner Pernille og jeg har det handlet meget lidt om køn og meget mere om balancen mellem faglige og generelle livsambitioner. Det har været vores værdier – et udgangspunkt mange kalder feminint. Disse værdier betød, at vi kunne samle et ekstremt dygtigt hold af kvinder, som var frustrerede over at deres daværende arbejdspladser så skævt til deres ønske om at dele levet mere ligeligt mellem faglig ambition og familie. Det er over 20 år siden. I dag forstår andre arbejdspladser det behov – også selvom nogen fortsat kæmper med fortidens dogmer.”

Tanja Klie Rubow fortsætter:

“Det langsigtede, det solide og det sikre har i højere grad været vores måde at drive forretning på – fordi det risikable, fokus på vækst og ekspansion, ofte kompromitterer det fokus på balance som vores medarbejdere værdsætter, og den forudsigelighed og omhyggelighed vores kunder vælger os for.”  

Tanja Klie Rubow

Hele ledergruppen er vigtig

Henrik Jensen har tidligere set på faktorer for de højst vækstende bureauer, og her var den primære årsag hele ledelsesteamet.

”Tilbage i 2014 gennemførte vi sammen med MyResearch og Bureaubiz et projekt kaldet Vinderbureauernes DNA. Her var ambitionen at finde frem til karakteristika ved de højst vækstende bureauer. Den primære forklaringsfaktor for et vinderbureau var bureauets ledelse som et high performanceteam. Vi fandt ikke nogen entydige karakteristika ved den adm. direktør. Men derimod at det er kvaliteten af ledergruppen, som gør forskellen,” siger Henrik Jensen.

Henrik Jensen, adm. direktør i Brandse & Co.

Om analysen:

Henrik Jensen har i sin analyse taget udgangspunkt i nøgletalsanalysen fra Bureaubiz’ rapport BureauTrends 2023.

Her er 2022-årsregnskaberne fra 417 bureauer. Henrik Jensen har valgt 352 af bureauerne, hvor der var minimum to års regnskabsdata, minimum tre ansatte og selskabsformerne ApS eller A/S. Han har ikke medtaget følgende bureautyper: Dem med underskud større end bruttoavancen, internationale bureaugrupper, hvor tallene ikke var umiddelbart sammenlignelige samt bureauer, som opererer globalt. De 352 bureauer står for 86 pct. af bruttoavancen og 87 pct. af arbejdspladserne på det danske bureaumarked i 2022. Bureauerne er derefter blevet opdelt i om det havde en kvindelig eller mandlig adm. direktør. Der er taget udgangspunkt i egen viden samt proff.dk. I få tilfælde, hvor der var co-ceo-roller, er den, der fremgår af proff.dk blevet valgt. En potentiel fejlkilde er, at regnskabstallene er fra 2022, mens data om adm. direktør er fra marts 2024.