Lars Bastholm åbner eget bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

I starten af året stoppede Lars Bastholm hos Egmonts bureau, The Story Laboratory. Nu åbner en af de mest prisvindende danskere eget bureau.

Efter 17 år i udlandet kom en af Danmarks mest succesfulde kreative chefer hjem til Danmark, hvor han i 2021 blev chef for Egmonts bureauer, der efterfølgende blev navngivet The Story Laboratory. Han stoppede igen hos Egmont i starten af i år, og nu melder han ud, at han starter nyt bureau.

Lars Bastholm havde i USA ledende stillinger hos bl.a. AKQA, Ogilvy og Google, og inden han tog til USA, var han kreativ direktør hos det daværende Framfab, som vandt tre Grand Prix-løver i Cannes for deres arbejde for Nike.

Det er bl.a. hans tid i USA, der danner baggrund for det nye bureau, som får navnet The Platypus Factory.

”I min tid i USA oplevede jeg, at kunder ofte gerne ville have et andet bud på, hvordan de kunne løse en opgave, men ikke havde tid eller overskud til et egentligt pitch. Det kunne være alt fra friske kreative øjne på en kampagne til en nytænkning af en strategisk tilgang. Så tanken med The Platypus Factory er, at vi primært vil gå efter at hjælpe kunder, der leder efter et alternativt tankesæt. Skulle der efterfølgende komme flere projekter fra samme kunde, er det selvfølgelig bare dejligt,” siger Lars Bastholm.

Bureauet bliver drevet som et seniorbureau, lyder det fra Lars Bastholm, der får titel af executive creative director/managing director:

”En anden af vores kongstanker er, at når man hyrer os, så er det også os, der laver arbejdet. Vi kommer ikke til at have en hær af juniorer. Vi er kun meget erfarne folk, og vi kommer kun til at påtage os opgaver i det omfang, at vi kan være personligt involveret.”

De øvrige seniorkræfter, som iøvrigt også er partnere, er Caroline Deichmann-Bendixen, der bliver senior director/head of creative strategy, Jon Voetmann, der bliver senior director, creative & strategy samt Michelle Bastholm, der får titel af art director.

Caroline Deichmann-Bendixen og Jon Voetmann er begge stiftere af Flowsam, der beskæftiger sig med AI, som de har haft i tre år. Og de har også begge arbejdet hos det digitale bureau Adnuvo, Jon Voetmann endda som medstifter af bureauet, hvor han var i femten år. Caroline Deichmann-Bendixen har desuden været global head of digital marketing hos Arla Foods i fem år.

Michelle Bastholm, der i øvrigt er Lars Bastholms kone, har arbejdet hos Campfire, SapientNitro samt Droga 5, alle i New York.

The Platypus Factory slår dørene op i dag den 9. maj 2022, og vil fysisk holde til på Østerfælled Torv i København. Adressen er sammen med Kunde & Co. og det er der en grund til. De er nemlig medejere af bureauet:

”Vi har allieret os med Kunde & Co, så vi kan trække på hele deres setup i forhold til f.eks. økonomi, HR, IT og produktion. Det giver os friheden til at fokusere på det, vi er bedst til, samtidig med at vi har adgang til et bagland med masser af ressourcer,” siger Lars Bastholm, som også fortæller om baggrunden for navnet på bureauet: 

“En ’platypus’ er et næbdyr, og næbdyret er en speciel størrelse. Det er f.eks. det eneste pattedyr, der lægger æg. Det er et meget kreativt dyr, der har fundet sin helt egen niche. Ligesom os.”