De unge tror, de skal være en del af en grøn revolution. Når de så først er begyndt på jobbet, går de mere op i, om de har en god chef, gode kolleger, og en god frokostordning.
Det siger Dion Sørensen, der er business-psykolog, og han bekræfter det, som Bureaubiz tidligere har beskrevet, at chefen er den vigtigste grund til, om medarbejderne bliver eller skrider:
”Dårlig ledelse er den absolut vigtigste årsag til, at folk skifter job. Derfor er det også en leders fornemmeste opgave at sørge for at fremme motivation og udvikling, så man kan reducere de negative konsekvenser. Kort sagt fokus på god ledelse.”
Men hvad er så god ledelse? Det svarer Dion Sørensen først på med en anekdote:
”Filmen Good Will Hunting med Matt Damon handler om en super intelligent mand, der arbejder om natten på et universitet som rengøringsmand. En dag giver en professor i matematik de studerende en udfordring om at løse en ligning, som ingen hidtil har kunnet løse. Om natten ser Matt Damon ligningen på tavlen og løser den.”
Dion Sørensen fortsætter:
”Pointen er, at hvis man ikke havde lavet en nørdet udfordring, havde man aldrig fundet frem til den intelligente rengøringsmand, fordi han ikke ville have søgt ind på universitetet.”
Og læren fra filmen er derfor ifølge Dion Sørensen, at hvis man vil have fat i gode talenter, skal man tiltrække dem på en måde, som lige præcis de forstår. Fx kan man til it-folk lave en kode, som kun de forstår. Eller til kreative et billede, som kun den ene procent, man er interesseret i, forstår. Man skal turde være nichepræget i sin søgen, siger Dion Sørensen.
For at fastholde de talenter, man får fat i, skal man passe på ikke at undervurdere onboarding-processen, siger Dion Sørensen.
”Der er mange, der ikke tager den alvorligt nok, og for de fleste er de første indtryk, dem der sidder fast i folk.”
Lederen skal på banen – som sig selv
Det lange træk kommer når man har fundet de rigtige medarbejdere og lavet en ordentlig onboarding, for så skal lederne træde i karakter.
”Mange ledere er konfliktsky og tør ikke stille store krav. Det er en stor misforståelse. Medarbejdere vil gerne have, at der bliver stillet klare krav, og at de får feedback på det, de laver.”
Dion Sørensen fortsætter:
”Og så skal man huske at være sig selv og ikke påtage sig en rolle. Man kan tage udgangspunkt i hvorfor man har venner og hvorfor man er blevet valgt på af sin partner. Det er de kvaliteter, man skal have frem. Medarbejdere bliver fordi de godt kan lide at være sammen med de andre, og derfor må man som chef godt bringe noget personligt med sig i lederrollen. Hvis det bliver alt for professionelt, kan det godt føles meningsløst for medarbejderne.”
På Creative Clubs bureaulederseminar den 21. september kommer Dion Sørensen og fortæller mere udførligt om, hvordan man tiltrækker, fastholder og udvikler medarbejdere