Norlys samler mediarådgivning og -indkøb

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Norlys skifter bureau, så man samler al mediaindkøb og mediarådgivning hos bureauet, der står bag prisvindende arbejde.

Forleden skrev vi, at Norlys valgte IIH Nordic til tracking og dataaktivering. Nu kan man så melde ud, at man også skifter bureau, hvad angår SEO/SEM-arbejdet.

Det er Orchestra, der overtager disse opgaver fra Kvantum. Det bliver ikke svært, at starte det samarbejde, for Orchestra har været bureau for Norlys i forhold til rådgivning om betalte medier. Fremadrettet skal de altså stå for både medierådgivning og -indkøb.

“Det gode samarbejde, vi allerede havde med Orchestra, har helt åbenlyst åbnet døren for et udvidet samarbejde, men det endelig valg er nu først og fremmest et forretningsmæssigt valg. Ved at samle alle vores marketingindsatser hos Orchestra, skaber vi øget synergi og effekt,” siger performance- & mediespecialist hos Norlys, Henriette Mindegaard Post.

Accenture Song er leadbureau for Norlys på den kreative del og sammen med Orchestra har bureauet vundet flere priser til Norlys og er bl.a. også nomineret til Effie Awards med kampagnen Unplug Denmark i fire kategorier.

Orchestra har været bureau for Norlys siden 2020, og adm. direktør for Orchestra, John Herup, er selvsagt tilfreds med, at Norlys samlet mediarådgivning og mediaindkøb på bureauet.

“For mange bureauer vil en annoncør af Norlys’ størrelse ofte ændre bureauet og ikke altid til det bedre. Men i tilfældet med Norlys, kan jeg blot sige, at dette er gjort til samme. Det har helt fra start udelukkende været positivt udviklende, og vi har i fællesskab skabt fremragende resultater. Da denne dør åbnede sig for os, skulle vi selvfølgelig på kort tid demonstrere, at vi med en holistisk tilgang kunne skabe øget effekt hos Norlys. Det er vi lykkedes med, og vi glæder os afsindigt til at tage samarbejdet itl nye højder.”