GormxEnvision har netop fået ny direktør. Camilla Winther Poulsen kommer fra Devoteam, hvor hun var marketingdirektør. Samtidig udnævnes Lars Simonsen, der har været på bureauet i knap 30 år, som COO med særligt ansvar for Aarhus-afdelingen.
Camilla Winther Poulsen erstatter Mads Duzenius, der har været direktør de seneste fire år. Før det var han COO i et par år.
“Jeg vil gerne takke Mads Duzenius for hans engagement og arbejde som CEO gennem de seneste små fire år. Det har været en svær, men nødvendig beslutning at udskifte på CEO posten, da bureauets høje faglige niveau og eminente kundearbejde ikke har sat sig tilstrækkelige spor i virksomhedens økonomiske resultater,” siger bestyrelsesformand Jens F. Kofoed i en pressemeddelelse.
Om den nye direktør lyder det fra Jens F. Kofoed:
”Camilla har kompetencerne og de rigtige erfaringer fra marketing, salg og tech i en international virksomhed. Derudover har hun nogle helt suveræne evner som leder.”
Han tilføjer:
”Vi ser et stort potentiale i GORMxEnvision og glæder os til, at Camilla og Lars sammen kan lede bureauet ind i næste fase med fokus på innovation, stærke kunderelationer og et inspirerende arbejdsmiljø,” siger bestyrelsesformand Jens F. Kofoed.
GormxEnvision er en del af First Chair Group.




