Ny nordisk bureaugruppe ser dagens lys

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Sammen med to svenske bureauer, har produktionsselskabet Blonde Inc. dannet et moderselskab, som ejer de tre virksomheder sammen med stifterne.

I 2022 åbnede produktionsselskabet Blonde Inc. et kontor i Sverige, og nu er selskabet solgt til et nyetableret svensk selskab.

Det er de to svenske kreative bureauer, FWB Agency og Public Image, som Blonde Inc. er gået sammen med i et fælles moderselskab, som har fået navnet Dogma, og som har base i Stockholm.

Dogma er ejet af de stiftende partnere i bureauerne og etableres som en selvstændig enhed med egen ledelse og fælles governance. Gruppen samler investeringer, branding og forretningsudvikling – mens den daglige drift og kundearbejde fortsat foregår i de tre selvstændige selskaber.

“Dogma er skabt ud fra en enkel idé: At specialiserede bureauer kan stå stærkere, hvis de arbejder tættere sammen – ikke som et brand, men som et system. Vi deler allerede værdier, sprog og ambitioner. Nu deler vi også struktur,” siger Daniel Manicus, medstifter af Dogma og CEO i Blonde Inc.

“Det her ændrer ikke folks dagligdag – det udvider deres muligheder. Vi kan byde ind på større projekter, løse opgaver på tværs og tænke længere frem. Det er ikke en koncern – det er en platform,” lyder det fra Adam Holm, der er stifter og CMO i Blonde Inc. 

Ledelsen i Dogma består af CEO Eppo Nurmela, CFO Jonas Sundelin, COO Fei-Fei Jing og CBO Christopher Morency.