Visa er ude med en ny kampagne, der skal gøre det tydeligt, at det er sikkert at betale med Visa – uanset om det er på mobilen, online eller i butikken. Betalingssituationen skal være forbundet med sikkerhed, tryghed og pålidelighed, mener Visa, der gerne vil fremme nye betalingsvaner.
Visa henviser til et studie fra Deloitte, der angiver, at over 20 pct. i Norden ikke mener, at sikkerheden er god nok, selv når de betaler i fysiske butikker. Det skal kampagnen ‘How you pay matters’ lave om på ved at indfange følelsen af de usikre betalinger gennem korte film, der viser usikre og spændende situationer – som at hoppe fra et tårn i svømmehallen eller være passager i en racerbil.
Det kreative team fra Saatchi & Saatchi Stockholm, der står bag kampagnen, siger i en pressemeddelelse om det kreative koncept:
”Vi ved, at mange folk i dag søger nye udfordringer og spænding i deres liv. Men når der skal overføres penge fra vores konti, vil vi ikke føle os usikre og spændte,” siger Jakob Swedenborg og Erik Wingfors fra Saatchi & Saatchi Stockholm.
‘How you pay matters’ kommer til at køre frem til 1. juli på diverse digitale platforme på tværs af Danmark, Norge og Finland.
Se kampagnefilmene her: