Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk
Foto: Niels Busch

Creatives Circles formand har tidligere fået kreativitet på skoleskemaet i folkeskolen. Nu opretter hun et center, der skal højne kreativiteten ved at forene forskning og praktik.

Et center for kreativ tænkning åbner nu København og initiativtageren er Creative Circles formand Dorte Nielsen.

Formålet med Center for Kreativ Tænkning er at højne kreativiteten ved at forene forskningsresultater og praktisk anvendelse.

”De kreative centre rundt om i verden, der er forskningsbaserede, har ikke det praktiske element med. Omvendt har vi herhjemme ikke haft tradition for at have hjerneforskning med i de kreative processer og værktøjer, siger Dorte Nielsen, der også tidligere har været uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation (DMJX).

Hun fortsætter:

“Det er spændingsfeltet mellem videnskabelig baggrund og praktisk tilgang, der er unik – og virker.”

Dorte Nielsen startede allerede sidste år med at indføre kreativ tænkning på skoleskemaet på Mellervangskolen i Aalborg.

Med en Master of Science in Creativity har Dorte Nielsen i en årrække undervist kreative talenter, holdt foredrag og workshops for den kreative branche.

Hun har desuden skrevet en række bøger om kreativ tænkning, og har gennem både sin forfatter- og foredragsvirksomhed opdyrket et internationalt netværk. Og det trækker hun på i Center for Kreativ Tænkning, der har en håndfuld kapaciteter til rådighed fra begyndelsen.

  • Gerard J. Puccio, professor og leder af The International Center for Studies in Creativity i New York, hvor man har forsket i kreativitet i godt 70 år
  • Sarah Thurber, managing partner i innovationsvirksomheden FourSight, Chicago, og sammen med Dorte Nielsen forfatter til The Secret of the Highly Creative Thinker, der udkom sidste år.
  • Tim Hurson, kreativ teoretiker, foredragsholder og forfatter til en række bøger om kreativitet. Medstifter af ThinkX Intellectual Capital, Toronto.
  • Katrine Granholm, til daglig Creative Lead på MediaCom Beyond Advertising i København og sammen med Dorte Nielsen forfatter til bl.a. Opgavebog for Kreative Tænkere.

”Ambitionen om at hæve det kreative niveau i Danmark kræver en holdindsats, og Centret trækker ikke kun på personerne, men også på de centre, som de leder,” siger Dorte Nielsen og tilføjer:

”Tidligere mente man, at kreativitet var en nådegave, men kreativitet er ikke kun for de kreative. På samme måde, som man kan træne sine muskler, kan man træne sin hjerne. Det har folkeskolen, de kreative bureauer og erhvervsledere erkendt – og søger metoder, der kan styrke evnen til at generere ideer og originale, innovative løsninger.”

Center for Kreativ Tænkning er i første omgang tiltænkt det danske marked, men centret er fleksibelt sat op:

”Vi kan se behovet for at skalere. Interessen for vores tilgang til kreativ tænkning er ikke begrænset til Danmark, men kommer også fra andre europæiske lande som Holland, Tyskland og Italien samt USA,” siger Dorte Nielsen.

Læs evt. mere her centerforkreativtænkning.dk

 

 

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club