I april blev Obsidian Digital, der specialiserer sig i SEO, købt af den danske kapitalfond Capidea. Siden da har vækststrategien i høj grad stået på opkøb.
I juni købte Obsidian det tre mand store Købernhavn-baserede bureau Ibex Performance. Nu har Obsidian Digital også købt op i Aarhus, da man har en ambition om at have en stærkere forankring i Jylland.
Den stærkere forankring skal mere præcist sikres med opkøbet af det digitale marketingbureau Heymedia.
Bureauet blev stiftet i 2019 og har i dag 17 medarbejdere. På kundelisten finder man bl.a. Klarna, Podimo, GoMore, MyBanker og investoren Jan Lehrmann, der samarbejder med gruppen bag Heymedia, Heymate.
Bestyrelsesformand i Heymedia og medejer af Heymate, Christoffer Hübertz Christensen, fortæller i en pressemeddelelse, at et salg egentligt ikke var på tegnebrættet.
“Det var slet ikke meningen, at vi ville sælge Heymedia, men når nogle så dygtige som Obsidian banker på med en rejse vi ikke kunne sige nej til, måtte vi slå til. Obsidian er de dygtigste i branchen, og et bureau vi har set op til og fulgt længe. Når Heymedia og Obsidian går sammen, giver 1+1 mere end to. Vi glæder os til at skulle på en vild vækstrejse sammen med Obsidian og til at arbejde med så dygtige folk,” siger Christoffer Hübertz Christensen.
I pressemeddelelsen oplyses det, at Heymate som en del af opkøbet har valgt at geninvestere en del af købesummen i Obsidian Digital, og at CEO i Heymedia, Mark Yuen, vil indtræde som en del af partnerkredsen i bureauet.
”For et år siden var jeg i en god dialog med Obsidian om et job hos dem. Nu er jeg med til at sælge Heymedia til dem og bliver en del af partnerkredsen. Det er da en god historie,” siger Mark Yuen.
Fakta om Obsidian Digital
- Virksomheden er stiftet i 2016 og beskæftiger mere end 100 medarbejdere på kontorer i København, Aarhus, Odense og Banja Luka.
- Kundelisten hos Obsidian Digital tæller blandt andre Georg Jensen, Pilgrim, Rains, Bygma mfl.