Det danske design- og brandingbureau Black fik for halvandet år siden opgaven at udvikle en visuel identitet for den republikanske kandidat Austin Petersen, der stillede op til senatet i Missouri.
Nu har bureauet så vundet en amerikansk pris, Reeds Awards, der i forskellige kategorier gives til politiske kampagner.
Black fik prisen for bedste Campaign Logo and Branding.
Black havde udviklet et ‘et dristigt og genkendeligt’ design med et skandinavisk touch kombineret med Austin Petersens slogan og i amerikanske farver.
“For de fleste politiske kandidater er deres visuelle identitet og branding bare en eftertanke. Processen forløber for det meste sådan: Beslutte sig for at stille op, hyre personale, skaffe penge, bygge et website, smide et logo på med stjerner, striber og måske en ørn for at være helt sikker. Før sin offentliggørelse greb Austin Petersen fat i os med en anden intention. Han vidste instinktivt at kandidaten er brandet og han ønskede ikke at hans identitet bare skulle være en eftertanke,” siger kreativ direktør og stifter af Black, Anders Christiansen og tilføjer, at de naturligvis er stolte af deres første politiske pris.

