Primetime udvider atter paletten

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

På mindre end en uge har et af landets største kommunikationsbureauer foretaget to opkøb. Mens Primetime med det ene bliver ved sin læst, tager man det andet hul på et nyt forretningsområde.

Bureauer udvider kerneforretningen. Det skrev Bureaubiz tidligere på året, blandt andet med afsæt i Primetime, der har bevæget sig fra traditionel PR og kommunikation til i dag også at kalde sig et reklamebureau.

Nu udvider Primetime atter paletten, denne gang til også at omfatte rekruttering. Primetime People skal, fremgår det af en pressemeddelelse, hjælpe kunderne til at finde de dygtigste medarbejdere inden for kommunikation, marketing, digital og Public Affairs.

”Det er naturligt, at vi hele tiden finder nye veje at hjælpe og rådgive vores kunder. Vi har i mange år bistået vores kunder med at scanne markedet, teste kandidater og gennemføre ansættelsesprocesser fra start til slut. Nu sætter vi det på formel og går mere aktivt i markedet med det. Det tror jeg på vil gøre en positiv forskel for nuværende og kommende kunder,” siger adm. direktør Peter Sterup.

Med det nye forretningsben vil Primetime dække det hul, man mener, at traditionelle rekrutteringsvirksomheder efterlader i forhold til kommunikation.

”Vores klare erfaring er, at en dyb indsigt i kommunikationsfaget er hemmeligheden bag den helt rigtige ansættelse. Vi ser et klart behov i markedet med vores faglighed, netværk og ekspertise i branchen, kombineret med en metode for search og select,” lyder det fra Casper Hyldekvist, der er direktør og partner i Primetime.

Har overtaget kommunikationsbureau
Lanceringen kommer mindre end en uge efter, at bureauet overtog det specialiserede kommunikations- og PR-bureau Kommunikationskompagniet.

Primetimes adm. direktør og medstifter Peter Sterup udtalte i den forbindelse:

”Konsolideringen i PR-branchen er i fuld gang. Det sker i takt med den hastige brancheglidning, der som følge af digitaliseringen foregår mellem PR-branchen og reklamebranchen. Størrelse betyder noget i den sammenhæng, og overtagelsen af Kommunikationskompagniet sikrer os en større volumen i tillæg til de nye branchespecialer.”

Opkøbet er det fjerde inden for de seneste to år for Primetime, der tidligere på måneden fremlagde et godkendt årsregnskab for 2017.