Reklamer: Mænd kan stadig godt lide halvnøgne kvinder

Sine Patulski,
redaktionsassistent

Men de kan ikke lide halvnøgne mænd i reklamer. Det kan de fleste kvinder i øvrigt heller ikke. Havas Group har lavet en undersøgelse om køn.

Lowe Friends har tidligere lavet en undersøgelse, hvor konklusionen var, at kvinder var dødtrætte af reklamer, der er lyserøde og feminine og de føler, at der bliver talt ned til dem. Se den her

Nu er Havas Media på banen med en undersøgelse om hvad danskerne – og andre nationaliteter – mener om reklamebranchens måde at fremstille de to køn på.

Undersøgelsen viser bl.a. at der ikke er mange – hverken kvinder eller mænd – der kan lide at se halvnøgne mænd i reklamer. Til gengæld kan mænd godt lide at se halvnøgne kvinder i reklamer.


Kilde: Getty Images.

Tallene siger nemlig: 17% kvinder og 6% mænd kan lide at se halvnøgne mænd i reklamer. Mens 4% kvinder, og 48% mænd godt kan lide at se halvnøgne kvinder i reklamer.

De danske mænd er lidt mere forhippede på at se halvnøgne kvinder i forhold til andre landes mænd. Ud fra de globale tal i undersøgelsen er der nemlig kun 38% af mændene, der kan lide at se halvnøgne kvinder repræsenteret i reklamer.

Til trods for kvindesag, kønskamp og ligestillingssnak, mener 49% kvinder og 44% mænd i undersøgelsen, at tv-reklamer stadig viser alt for mange traditionelle kønsstereotyper.

Hvordan har vi det med feminisme?
Men resultatet af undersøgelsen viser også, at feminisme er en svær størrelse at forholde sig til.

F.eks. om mænd og kvinder med samme stillingsbetegnelse bør få det samme i løn.

Det er 94% kvinder og 79% mænd enige i.

Men på trods af, at grundtanken i feminisme er at fordre kvindens rettigheder – og at ovenstående udsagn netop gør dette – så er der meget få af respondenterne, der rent faktisk vil kalde sig selv for feminister.

Her viser resultaterne nemlig, at der er 25% kvinder og kun 11% mænd, der vil kalde sig selv for feminister.

Undersøgelsen peger samtidig på, at hvis man overordnet set er tilfreds med den måde samfundet behandler kvinder på i dag, så har man mindre tilbøjelighed til at kalde sig for feminist. Også selvom man støtter op om kvindens rettigheder.


Kilde: Getty Images.

 

Kvinder – og mænd – ser stadig ulighed mellem kønnene
Undersøgelsen viser desuden, at ulighed mellem køn stadig er virkelighed for de fleste kvinder og også for en del mænd.

83% kvinder mener, at der stadig er ulighed mellem mænd og kvinder. For mændene er det 64% som også ser denne ulighed.

Danskere mener køn er flydende
Tanken om køn som noget flydende er ret anerkendt – især i Danmark.

Sammenlignet med de globale tal, ligger Danmark ret højt. Det globale tal viser nemlig at 52% kvinder og 44% mænd mener, at køn er flydende.

I de danske tal er der hele 70% kvinder og 58% mænd, der mener at køn er flydende, hvor alle kan være det de ønsker at være.

 

Se Havas Groups undersøgelse her , hvor de har stillet en række spørgsmål om køn til mere end 12.000 mennesker i 32 forskellige lande.