I 2023 gennemførte Rud Pedersen en fusion med PR-bureauet King Street, derfor er regnskabet for 2024 ikke helt sammenligneligt med året før, hvor King Street PR havde sit eget regnskab.
Samtidig har man ændret strategien, så man i dag rådgiver om politik, kommunikation og strategi. Det betyder, at bureauet nu både appellerer til en bredere kundekreds og kan rådgive kunderne på flere områder.
Fusionen samt ændring i strategien, der bl.a. betyder, at man har opbygget en analyseafdeling, kostede i 2023 på både top- og bundlinje, men i 2024 forbedrede regnskabet sig med en 8 pct. vækst i bruttoavancen og et positivt resultat på bundlinjen mod et negativt året før.
“Vi ser en markant fremgang som resultat af vores nye strategi. Flere kunder efterspørger integreret rådgivning, hvor public affairs og kommunikation går hånd i hånd. Samtidig vokser behovet for specialiseret viden. I takt med at virksomheder og organisationer selv opruster, bliver dyb sektorekspertise en afgørende faktor for valget af rådgivere. Her har Rud Pedersen en stærk position takket være vores størrelse både i Danmark og hele Europa, mangeårige erfaring og vores stærke profiler,” lyder det fra adm. direktør Jens Hjort-Larsen.
Han tilføjer:
“Vi har i de seneste år investeret massivt i vores kompetencer, strukturer og ydelser. Det er enormt tilfredsstillende at se, hvordan transformationen nu for alvor bærer frugt – og vi ser endnu større muligheder for vækst i 2025.”
Nøgletal for Rud Pedersen
- Bruttoavance 66,107 mio. kr. +8,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,066 mio. kr. +16,9 pct.
- Lønandel 73,4 (81,2)
- Resultat før skat +4,456 mio. kr. (-0,19 mio. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz. Rud Pedersen er fusioneret med datterselskabet King Street PR, hvis tal er lagt til for 2023