Med en vækst på 13,1 pct. var der fart på bureaumarkedet i 2022 – det var det næstbedste år i alle de år, Bureaubiz har lavet en årlig nøgletalsanalyse, der indgår i den årlige BureauTrends-rapport, som udkom medio september.
Det bedste år var i 2021, hvor markedet voksede med 15,1 pct.
Men der var mere fart på nogle bureauer end andre, og her skal man skelne mellem nominel vækst og det siger sig selv, at den største nominelle vækst findes hos de største bureauer (+40 mio. kr. i bruttoavance).
De største vækstrater findes lige så oplagt hos mindre bureauer.
Men kigger man overordnet på det, så er det dog fortsat de største bureauer, der voksede mest i 2022. Væksten blandt de tre grupper så således ud:
Store (+40 mio. i bruttoavance): Bruttoavance 7,946 mia. kr., +14,9 pct.
Mellemstore (20-40 mio. i bruttoavance: Bruttoavance 1,445 mia. kr., +9,1 pct.
Små (-20 mio. i bruttoavance): Bruttoavance 2,060 mia. kr., + 9,7 pct.
Kigger man på enkeltbureauer, så træder Impact frem som bureauet med størst fart på – i hvert fald hvad angår nominel vækst. Bureauet blev over 80 mio. kr. større i 2022 og den vækst svarer alene til et ret stort dansk bureau.
Impact overtog dog det svenske bureau Improove i 2022, og det fremgår ikke, hvad det har betydet for væksten.
Kigger man på de mellemstore og små bureauer, så er det faktisk en ganske imponerende nominel vækst, man ser hos topscorerne.
Eventbureauet Eventually voksede med næste 16 mio. kr., mens Refyne toppede listen blandt de små med en vækst på 9,5 mio. kr. Det er bureauets blot 2. fulde regnskabsår, så det må siges at være kommet godt fra start.
Refyne blev stiftet i 2020 af fire personer, der kendte hinanden fra Dentsu. 3 af dem fra iProspect, og det fornægter sig ikke. Refyne beskrives som et “digitalt performancebureau specialiseret i datadreven markedsføring”. Det er ikke langt fra IProspect. Men Refyne har dog valgt også at bruge ordet transparent.
Eventuallys vækst skal ses på baggrund af, at eventbureauerne var hårdt ramt af corona i 202 og 2021, men da der endelig blev givet los for at mødes igen, så var det som en ketchup-effekt, som Eventuallys adm. dir. Rikke Nordentoft Damborg udtrykte det til Bureaubiz.
Kigger man på vækstrater, så toppede det Aller-ejede eventbureau, Alive, listen med en vækst på over 400 pct.
Der var ingen reklamebureauer eller kommunikationsbureauer, der havde så meget fart på, at de kom på Top 3 over størst vækst.
Blandt reklamebureauerne var det Spring Family, der boksede mest efter at have lagt 32 mio. kr. til bruttoavancen.
Blandt kommunikationsbureauerne toppede Operate Gruppen med en vækst på næsten 14 mio. kr.
Top 3 over størst vækst i 2022 så således ud:
Store
- Impact +82,982 mio. kr. lig med +42,8 pct.
- Manyone +65,21 mio. kr. lig med +54 pct.
- GroupM +60,742 mio. kr. lig med +11 pct.
Mellemstore
- Eventually +15,66 mio. kr. lig med +118,4 pct.
- Stupid +8,699 mio. kr. lig med +61,2 pct.
- MCB +8,165 mio. kr. lig med +31,6 pct.
Små
- Refyne +9,419 mio. kr. lig med 275,1 pct.
- Alive +7,704 mio. kr. lig med +428 pct.
- Kühl&Han +7,64 mio. kr. lig med 72,6 pct.
Om BureauTrends
BureauTrends er en årlig rapport, der rummer en nøgletalsanalyse, en liste over årets mest prisvindende bureauer, den årlige CMO trendanalyse samt Året der gik.
Nøgletalsanalysen bygger på 407 bureauer, og rapporten rummer konkrete nøgletal på hovedparten.
BureauTrends udkommer til september og koster kr. 4.950,- ex. moms for det første eksemplar og kr. 500,- ex. moms/styk, for de efterfølgende eksemplarer.
BureauTrends kan bestilles allerede nu. Bestil den her
