Seks kreative fra Danmark skal dømme ved Cannes Lions

Peter Engholm,
journalist

&Co., Hjaltelin Stahl, Lego, Virtue, Publicis Creative og New Land leverer dommere til årets Cannes Lions.

Kreative kompetencer fra i alt 4 danske bureauer (heraf 1 inhouse) og 1 produktionsselskab kommer på hårdt arbejde, når fårene skal skilles fra bukkene ved Cannes Lions.

Håndfulden er udpeget til shortliste-juryen ved verdens største kreativitetsfestival, der i år finder sted 20.-24. juni.

Dommere fra Danmark ved Cannes Lions 2022:

  • Film Lions Shortlist Jury 
    Lea Flodgaard, art director, &Co., Denmark
  • Direct Lions Shortlist Jury
    Pernille Strøm Lundsfryd, group creative director, Hjaltelin Stahl – part of Accenture Song, Denmark
  • Brand Experience & Activation Lions Shortlist Jury
    Pete Johnson, global head of creation, The Lego Agency, Lego, Denmark
  • PR Lions Shortlist Jury  
    Sebastian Jensen, creative director, Publicis Danmark, Denmark
  • Film Craft Lions Shortlist Jury 
    Thor Jacobsen, executive producer/managing director, New-Land, Denmark

Læg dertil Morten Grubak, Global Executive Creative Director hos Vice. Den danske Grand Prix-vinder fra Cannes Lions i 2019 (med adDress The Future for Carlings) skal dømme ved festivalens talentkonkurrencer; Young Lions. 

Morten Grubak

Cannes Lions har fra hele kloden udpeget (og fået ja-tak fra) 243 branchefolk til shortliste-juryen. Nej, det er ikke lige så mange dommere som ved Danish Digital Award, men det er stadig en slat.

Og Cannes Lions overhaler trods alt DDA, når Løve-juryerne regnes med. For når shorlisterne er identificeret, så træder 290 andre dommere i karakter og arbejdstøjet.

Danmark havde i 2021 også fem dommere med i shortliste-juryerne ved Cannes Lions. Til gengæld er der i modsætning til sidste år ingen repræsentanter for Danmark i årets løve-juryer.