Skjult rekrutteringskampagne giver pote

Peter Engholm
25@mail.dk

Marketsquare lancerede en platform med mockups til kreative – en platform, der også var en slags trojansk rekrutteringshest. Det har resulteret i ansættelsen af et kreativt team.

Da Marketsquare i begyndelsen af året lancerede platformen Mockupsquare.com, havde det to formål: At levere gode, gratis mockups fra Danmark, så kreative kunne præsentere deres kampagne-elementer på flot vis, og at overraske selvsamme kreative med en rekrutteringskampagne.

De leverede mockups var reelle nok, så platformen var velbesøgt, og de forskellige mockups blev downloadet over hele verden fra Peru til Polen. Herunder også ret mange i Danmark.

”Vi er blevet overvældet over interessen for vores kampagne og bureau, siden vi lancerede. Vi har fået virkelig mange ansøgninger og drukket virkelig mange kopper kaffe med rigtig spændende profiler både fra Danmark og fra udlandet,” siger Magnus Breum, creative director, Marketsquare.

Ansætter Future Lions-finalist og D&AD-vinder

Ud af omkring en snes kaffemøder stak ét team ud: Ida Harbou og Asta Printz Scales. Ida har bl.a. været finalist ved Future Lions i Cannes, og Asta er bl.a. pencil-vinder ved forrige års D&AD New Blood Awards. Teamet kommer fra Operate. 

”Lige så dygtige og talentfulde de er, lige så god var kemien og de fælles ambitioner mellem os og dem. Så vi blev enige om, at vi var nødt til at arbejde sammen,” siger Magnus Breum.

Ida Harbou siger: 

“Vi har faktisk i noget tid holdt øje med Marketsquare og synes, at der sker spændende ting hos dem. Da vi fandt ud af, at det var dem, der stod bag Mockupsquare, kunne vi ikke lade være med give dem et kald.”

”Efter en del kaffemøder blev det kun mere og mere interessant, og nu glæder vi os bare til at starte og blive en del af holdet,” siger Asta Printz Scales.

Asta Printz Scales (tv.) og Ida Harbou

Kreative rekrutterer kreative 

Magnus Breum oplyser, at ideen til Mockupsquare opstod hos det kreative team, Ulik Kepinski Rode og Louis Isaak. Han tilføjer: 

”Det gav en ny dimension at få flere inddraget i rekrutteringsprocessen, som normalt ligger hos ledelsen. Det er de kreative, der skal arbejde tæt sammen hver dag, så vi ser en styrke i, at kreative er med til at rekruttere kreative.”

Mockupsquare har også fået Marketsquare til at reflektere over måden at rekruttere på: 

”Det her har både været sjovt og lærerigt. Vi har ikke alene fundet det perfekte kreative team, vi har også talt med så mange forskellige typer, som vi nok ellers ikke var kommet i kontakt med. Og vi håber at kunne ansætte endnu flere af dem, som vi nu har skabt en god kontakt til”.

Se casen her: